Kældermennesket af Fjodor Dostojevskij

Ak et sølle menneske, som påtrængende forlanger ens tid og ens ører, er noget nær det mest frustrerende, man kan blive udsat for. Man flænses af modsatrettede kræfter; trangen til at være god mod en stakkel og det modstridende ønske om at hvæse til ham om at tage sig sammen eller forføje sig og lade én være i fred for hans utålelige selvcentrerede selviscenesættelse. Det udmønter sig i, at ”Kældermennesket” bliver læst med decideret modvilje: Jeg gad ikke høre på hans (kældermenneskets) pis, men på den anden side kunne jeg ikke bare lade ham sejle, når han nu var sådan et pjok.

Han beskriver sit forkrøblede liv i sit ensomme kælderværelse. Et liv forspildt grundet en fortvivlende mangel på basale sociale færdigheder. Han beskriver det, så man græmmes. Så man tager sig i at ønske, at han ville holde sin mund. Lade være med at gå ud. Gøre en ende på sin miserable tilstand og dermed min påbegyndende.

Kunne man læse en bog med puden for ansigtet, ville ”Kældermennesket” være en oplagt kandidat. Det er så pinligt og irriterende, at man går fra at have lyst til at banke hovedpersonen ind i væggen til ikke at ville have noget med ham at gøre overhovedet. ”Kældermennesket” gnaver sig ind og lægger sig over øjnene som en lille konstant hovedpine. Det gør den så til gengæld også fremragende.

Lån bogen på Bibliotek.dk