Under brostenene, stranden! af Johan Harstad

Johan Harstads 1066 sider lange kunstnerroman “Max, Mischa og Tet-offensiven” er uden at overdrive en af de fedeste læseoplevelser i et efterhånden halvlangt liv; flot stringens, forrygende intensitet hele vejen igennem.

Stor var forventningens glæde, da “Under brostenene, stranden!”, 1083 sider af samme ultrakreative forfatter, udkom. Endnu et overdådigt bogstavhus at flytte ind i.

Titlen er et slagord fra studenteroprøret i Paris i 1968. De rebelske unge rev brostenene op i gaderne – og fandt sand nedenunder; det tog de som et symbol på, at der under det bestående findes noget smukkere.

Ak, titlen er det smukkeste i Harstads nye mursten. Væk er stringensen, borte har taget intensiteten, læseren vil Harstad skide en hatfuld; han vil bare hygge sig, hvilket han tydeligvis gør. Med så mange sider at gøre godt med kan han forfølge hvilken som helst kæphest, han drømmer om; og det ender med at blive møgirriterende (synes jeg; anmeldere på de store medier er over en bred kam glade for bogen).

I ny og næ følger vi vennerne Ingmar, Jonatan, Peter og (smålækre) Ebba som studentikose teenagere i 1990’ernes Stavanger; og så genbesøger vi de to førstnævnte i ca. 2020, begge supernørdede eksperter udi henholdsvis atomkraftaffald og containerskibstonnage (forestil dig detaljerede afhandlinger om disse spændende emner!) – men vi må også alle mulige andre steder hen, fx til den kæderygende superspion Alfred Blom, hvis komisk-usandsynlige liv vi følger over små 100 sider; han spionerer for både amerikanere, russere, kinesere, østtyskere, og alle tror på alt, hvad han har at fortælle på de respektive sprog; åndssvag historie.

Hen ad vejen opdager vi, at alt det tilsyneladende usammenhængende er hægtet på en radioaktiv brosten, et udsyret artefakt, som meteorologen Mikaelsen i 1963 finder på den regnfulde ø Tristan da Cunha, og som kolporterer ham årtier frem til en dystopisk kontrafaktisk fremtid – og tilbage igen. Hvori består dimsens kraft? Også en indvandrer, dygtig elektriker i øvrigt, udsættes for kraften. Og førnævnte Jonatan, der finder den i en flot, sort æske i det mystiske Kubikel-hus i Stavangerbydelen Forus. Ingen af dem bliver helt sig selv bagefter. Så vigtig er dimsen, at CIA må oprette en superhemmelig afdeling til dens ære.

Hist og her i løbet af de alt for mange sider ryges der store mængder ganja-marihuana-fniseurt og tages sære piller – og ærlig talt virker det, som om forfatterens bizarre humor, som gennemsyrer hele redeligheden, netop hidrører fra indtagelse af for meget fy-fy. Rusen er sjov for indehaveren, fjollet oplevet udefra.

Kort sagt:  “Under brostenene, stranden!” er en 1083 sider lang studentikos spøg. Og ja, du er sgu nok nødt til at ryge en ordentlig hookah for at forstå joken

lån bogen på biblioteket