462
2010
978-87-567-9545-6
Man gjorde et barn fortræd. Forvandlede hende fra en glad og tillidsfuld pige til Journal 64, en kvinde skadet på legeme og sjæl. En kvinde, som uheldigvis for sine bødler både har hænderne skruet rigtigt på og et indgående kendskab til den gamle, danske plante bulmeurt; noget hallucinerende og giftigt stads, der vokser vildt på Sprogø, som er et af nøglestederne i denne misantropiske krimi.
Handlingen flekser mellem de tidlige 60’ere, 1987 og 2010. I glimt er vi chokerede vidner til et intolerant samfunds repressive behandling af ‘anderledes’ kvinder – indespærring, prygl, tvangssterilisering – et ufatteligt misbrug, som fandt sted i Danmark for blot få årtier siden, og som forfatteren skal have ros for at minde om. I andre glimt oprulles hævnen over skurkene, som hos Jussi Adler-Olsen altid er så tilpas skurkagtige, at det berettiger et pinefuldt endeligt. Sidst, men ikke mindst følger vi trioen Carl Mørck, Assad og Roses møjsommelige og direkte livsfarlige opklaringsarbejde. Modstanderne er blandt andre fascistoide typer fra organisationerne Rene Linjer og Den hemmelige Kamp, som yderligtgående medlemmer af Dansk Folkeparti givetvis ville sympatisere med.
Finalen i en stue, der er som taget ud af Dantes helvede, er både elementært spændende og rummer en gedigen overraskelse. Alt i alt en tilfredsstillende udgang på en god, velkomponeret, omend en anelse usandsynlig krimifortælling.
Når begejstringen trods alt ikke er større, har det flere grunde. ”Journal 64” er ikke så medrivende som ”Kvinden i buret”, ikke så underholdende som ”Fasandræberne”, ikke så knugende som ”Flaskepost fra P”. Det er seriens svageste historie, selv om den stadig rager tårnhøjt op over andre danske forfatteres bud på en moderne krimi.
Hovedpersonen Carl er præcis så facetteret, som man må forlange af en karakter, man skal følge i mange år. Hans styrker og svagheder er absolut genkendelige. Bipersonerne derimod er for karikerede; Assad direkte utroværdig og ret trættende med sit malplacerede ‘så’ i næsten alle sætninger.
Den største kritik går på tempoet, der er for slentrende til genren. “Det var en god tid for Curt Wad…” står der ét sted. Få linjer senere hedder det: “Jo, tiden var god for Curt Wad…” Og et par afsnit længere fremme kommer det gudhjælpemig igen: “Men som sagt, lige nu var det gode tider.” Tak, Jussi, den er feset ind; mere tryk på speederen, please.