Jeg tager det på mig – Digte tilegnet pårørende til demensramte af Helle Rønnow
51
2015
978-87-90264-75-8
Helle Rønnow er distriktssygeplejerske, og har været det igennem to årtier. Det er hendes oplevelser med demensramte og deres ægtefæller, der har været afsættet til disse digte.
Inden hvert digt er der et naturfotografi i farver, billeder som Rønnow selv har udvalgt og som altså for hende har en sammenkobling med det enkelte digt.
For mig at se er digte kendetegnede ved at indeholde følelser, stemninger, farver og måske tanker, snarere end at de er en beskrivelse af en konkret situation, og det er her håndværket halter. Hanne Rønnow er ikke digter, og hun vil fortælle og formidle alt for meget. Essayet havde været en langt bedre genre for hendes mission, og som håndværk betragtet er billederne helt ærligt bedre. Det er en skam, at forfatteren har valgt en genre, der ikke passer til indholdet, for der er slet ingen tvivl om, at Hanne Rønnow har mødt rigtig mange tapre ægtefæller, og at hun har mange interessante og opmuntrende betragtninger, som hun kan dele med dårørende, der føler sig alene.
Det digt, der for mig at se fungerer bedst er samlingens slutdigt, der lyder som følger:
Savnet
Pladsen overfor er tom, / stolen står, hvor den plejer, / dækkeservietten er der stadig, / hans dækkeserviet, / som er en tegning, / lamineret i plastik, / af et barn, der holder en mand i hånden, / og med store kluntede bogstaver står der: / ”Til morfar fra Sara.”/
Der er stadig / en genstridig plet på, / efter engang for længe siden, / og alligevel i går./
Et plet han har spildt, / beviset på, at han har / været her, / levet her / – sammen med mig./
Flodbølgen af savn kommer uden varsel.
Jeg har lyst til at give Hanne Rønnow rigtig mange stjerner, og en super god anmeldelse. For hendes projekt er overmåde sympatisk. Og med alle de ting hun ser, og med de evner for indlevelse hun tydeligvis har, tænker jeg, at hun er en eminent sygeplejerske for både de demente og de pårørende. Forfatter, det er hun imidlertid desværre ikke.
