Kællinger af Helene Uri

Jeg er ingen kælling – i hvert fald ikke af den slags, som Helene Uri præsenterer os for i romanen “Kællinger”.

Et forsideomslag med 4 par smukke sko og en saks – markerer på ganske raffineret vis, hvad det hele drejer sig om.

4 forskellige kvinder mødes tilfældigt på et latinkursus – og inden de får set sig om kalder de sig “kællinger” og hævner sig på mænd, der på forskellig vis har gjort dem og deres familie ondt.

Regnskaber skal gøres op – og det gør kællingerne ved ramme mændene, der hvor de er mest sårbare, på deres mandighed, deres stolthed og deres mandom!

Hvad saksen på omslaget symboliserer skal der ikke megen fantasi til at gætte, hvis jeg røber, at vi allerede på første side møder en nøgen mand liggende fastspændt i skovbunden med 4 kutteklædte kvinder bøjende sig ned over ham med en saks i hånden.

Så er vi ligesom i gang, ikke?

Det er nu ikke ved alle hævnaktioner, kvinderne går korporligt i krig med mændene – deres hævn er alsidig, raffineret og til tider morsom læsning.

Plottene – hvis man kan kalde det sådan – er udspekulerede og underholdende, dog synes jeg at romanen visse steder gik lidt i tomgang. Der kom for meget kvindepolitisk rødstrømperi ind over.

Romanen er bygget op omkring latinkurset – og kapitlerne hedder “Lectio I, Lection II etc.” og der er masser af latinske citater (med dansk ovesættelse), og det virker ganske glimrende i konteksten med latinkurset.

En sjov og anderledes måde at skrive 4 kvinders livshistorier på, for dem får vi jo også med. Hvad gør kvinderne glade? – og hvor har mænd gjort dem så ondt, at de tænker på HÆVN?

Lån bogen på Bibliotek.dk