Jeg løb mod Nilen af Alaa al-Aswany

Hånden på hjertet: Husker du, at der var en slags revolution i Egypten i 2011? Det, der skulle blive en forløber for det såkaldte arabiske forår…

Studenter, intellektuelle og dele af arbejderklassen ville af med den dybt korrupte Hosni Mubarak og hans regime af lige så korrupte venner og følgere, alle bakket op med ufattelig brutalitet af politi og hær. Samt af landets muslimske overhoveder, som til hver en tid står vagt om det bestående, da det ifølge koranen er forbudt at gøre oprør mod sin hersker.

Husker du, hvordan det endte? Nej vel, for Egypten ligger tilpas langt væk til, at det egentlig ikke vedkommer os, hvad der sker dernede. Egypten er for os noget med pyramider, sfinkser og faraoner, som blev ophøjet til guder af et hundeagtigt følgagtigt folk.

Om denne revolution handler den arabiske verdens mest populære og omstridte forfatter Alaa “Yacoubians hus” al-Aswanys murstensroman “Jeg løb mod Nilen”.

Bogen er en stærkt underholdende cocktail af kulørt soap, ægte indignation, faktuelle vidnesbyrd og opdigtede brevvekslinger. Man sluger de mange handlinger og bihistorier råt og bliver undervejs en hel del klogere på, hvad Egypten, arabere og islam egentlig er for størrelser.

al-Aswany er bestemt ikke fortaler for sine landsmænds blinde religiøsitet og liggen under for præsteskabet, Gud – Han være priset og ophøjet – og de til enhver tid regerende magthavere.

Forfatteren udstiller modigt korruptionen, torturen, de falske profeter, og han gør det så effektivt, at man som læser til sidst sidder med en frustrerende følelse af, at ægte fred mellem det kristne Vesten og det muslimske Arabien aldrig nogen sinde vil kunne komme på tale. Kulturforskellene er simpelt hen for dybe og for forbitrede.

Parentetisk bemærket hjælper det jo heller ikke, at USA religiøst rykker til højre i fundamentalistisk retning.

“Jeg løb mod Nilen” ville være noget nær en perfekt bog, hvis ikke al-Aswany i en af handlingerne lavede lavkomik ud af en på overfladen meget religiøs kvinde, Nurhan. Smuk, ambitiøs og skruppelløs, så det tangerer det parodiske.

Nurhan benytter sig elegant af islams komplicerede love for kort- og langvarige ægteskaber, og hendes stadigt rigere mænd savler over hendes evner med mund og krop. Hun er nemlig meget bevidst om, “at Profeten – fred være med ham – har sagt, at englene forbander den kvinde, der afviser sin mand.”

Parodien bliver lige lovligt tyk. Men ellers er “Jeg løb mod Nilen” virkelig læseværdig.

Lån bogen på biblioteket