Huset på klippen af Elly Griffiths

Arkæologen Ruth Galloway er igen på banen, i dette tredje bind med hende og politimanden Harry Nelson i hovedrollerne. Som i de to foregående bind, er det Ruth Galloway der stjæler billedet som den skønne, kiksede antihelt hun er.

Ruth Galloway tilkaldes, da et hold arkæologer afdækker flere lig ved foden af en klippe, men Ruth har svært ved at fokusere på sagen. Dels er hun netop vendt tilbage fra barselsorlov, dels er det Harry Nelson, der leder efterforskningen, og han og Ruth har et mildest talt uafklaret forhold til hinanden. Ligene viser sig at have ligget skjult i sandet længe – formodentlig siden Anden Verdenskrig. Men da endnu et lig bliver skyllet op på stranden, går det op for Ruth og Nelson, at der muligvis er en morder på spil, der forsøger at skjule en grusom hemmelighed fra krigens tid.

Elly Griffiths skriver, som altid, godt. Hendes historie er godt tænkt og godt fortalt. Der er masser af humor, og hovedpersonerne bliver aldrig til de selvhøjtidelige efterforskere som vi ofte møder i diverse krimier. Det hele er hyggeligt, på den der engelske tea-and-bisquits agtige måde, som englænderne er så gode til. Men ikke mere hyggeligt, end at der samtidig kan fortælles en lidt hårrejsende historie.

Jeg har hørt andre sige, at “Huset på klippen” er det hidtil bedste bind om det umage makkerpar. Det er jeg ikke helt enig i. Altså, “Huset på klippen” har alt det jeg forventer af en hyggelig engelsk krimi i bedste Barnaby stil, men dette bind har også rigtig meget om Ruth og Nelsons respektive privatliv, og ikke mindst om den del af deres privatliv de har til fælles. Langt hen ad vejen synes jeg at det skygger for den egentlige historie, den om ligene ved klippen og den om historien fra 2. Verdenskrig. “Huset på klippen” er ganske vist første bind efter at Ruth Galloway er nedkommet med en lille pige, og selvfølgelig skal Ruths liv som nybagt alenemor have plads i historien. Den får bare alt for meget plads. Det går lidt for meget op i dagpleje, børnepasning og ulykkelig kærlighed.

Krimidelen er udmærket, og fungerer fint. Ruth Galloway skuffer heller ikke, hun er lige så kikset som hun plejer at være. Nelson er knap den Nelson vi ellers er blevet introduceret for. Han viser nogle bløde sider, som står i skærende kontrast til den mand vi ellers lige troede vi kendte. Men kombinationen af de to, spiller ikke helt så godt som i de to første bind.

Når alt det er sagt, så var jeg også denne gang, virkelig godt underholdt, og havde også denne gang svært ved at lægge bogen fra mig, da jeg først var kommet i gang.

Serien om Galloway og Nelson består af bøger med afsluttede historier, og kan for så vidt godt læses uafhængigt af hinanden. Men skal man have spillet mellem de to hovedpersoner til at give mening, vil jeg anbefale at man tager dem i rækkefølge. Krimidelen af bøgerne er afsluttede historier, men historien om Galloway og Nelson er ikke. Den udvikler sig fra bind til bind, og hvis man vil have sammenhængen, bør man starte med bind et.

Lån bogen på Bibliotek.dk