Ingen af os blev af Josefine Dahl Olsen

Sophie er udvekslingsstuderende på et universitet i Istanbul. Hvad hun egentligt studerer, er aldrig helt tydeligt for mig, og vist heller ikke for Sophie selv. Hun bor sammen med en anden studerende Martina, der har en ret klar holdning til det med at studere: “Martina pjækkede fra sin forelæsning for at hjælpe mig med at opgradere min garderobe, hun mener, at det er vigtigt at gå ordentligt klæde, og siger, at kun ti procent af ens uddannelse bør finde sted på campus, tredive procent bør finde sted i hjemmet, mindst tyve procent i sengen, mindst tyve procent i sengen, og de resterende tres procent skal udleves og indlæres i det offentlige rum. Martina skodder sin smøg i min aloe vera-plante og skyder altandøren i bag sig.”

Således klar til at lære skynder Sophie sig ud i det offentlige rum for at dyrke Tai Chi i en park. Her møder hun Ali, der efter et stykke tid er klar til at hjælpe med de tyve procent af uddannelsen der skal finde sted i sengen og så men også lidt af de tredive procent, der skal finde sted i hjemmet. De tres procent får Sophie dækket sammen med Alis vennegruppe som hun gradvist bliver en del af, omend noget tilstræbt.

Sophie flakker rundt på må og få og Tyrkiet er ikke det første sted, hvor hun forsøger at uddanne sig (sikkert heller ikke det sidste). Sophie er ikke selv helt klar over, hvad hun gerne vil, men hun er helt på det rene med, at hun ikke kan selv. Udfordringen bliver, at i takt med at Ali gradvist løsriver sig mere og mere fra hende, bliver hun mere kritisk overfor ham og får derved også sværere ved den relation. Sophies udfordringer med at føle sig hel og noget af det der er finest beskrevet i bogen, som her: Ali ser lurvet ud, T-shirten hænger formløst ned over hans cowboyshorts. Og så har han jesussandaler på, hvem tager i byen i jesussandaler? Jeg samler mine ting og føler mig som en tom pose, nogen har smidt fra sig på gaden, et strejf af vind ville kunne fylde den igen, men selv kan jeg intet. Martina står i døråbningen og venter. Vi forlader lejligheden.”

Først da Sophie i et forsøg på at finde noget meningsfyldt at foretage sig, og at komme lidt væk fra minderne om Ali, og hun flytter ud på landet i et værelse hos den ældre Fuat, finder hun gradvist en smule ro og i læseren tændes et håb om at hun måske kommer til at leve lidt mindre fragmentarisk famlende og retningsløst. Fuat har tid nok, til læse Sophie noget om Tyrkiet og Kurderne og om at tage det stille og roligt. Og så er han gammel nok til at sex bliver taget ud af ligningen så Sophie kan få øjnene op for, at der findes andre relationer mellem mænd og kvinder.

Ingen af os blev er ikke som sådan en bog, der handler om Tyrkiet, kurdere og samtiden. Det er en udviklingsroman, og skønt Sophie på ingen måde er færdig med sin udvikling (bliver man nogensinde det?) så er hun godt i gang ved bogens slutning. Jeg holder meget af Josefine Dahl Olsens skrivestil. Det er skønt, at teksten er lige så springende som Sophies indre tanker og forsøg på at mestre livet. Bogen er smækfyldt med passager som den ovenfor citerede, hvor umiddelbare sansninger flettes sammen med Sophies indre liv. Dybden i teksten kommer drypvis, hvilket vel er som i Sophie.

Lån bogen på biblioteket