243
2012
978-87-7053-808-4
Havsmannen
1.udgave
Grusom er det ord der bedst beskriver denne roman. Den indeholder også en god portion loyalitet og venskab, frygt og had. Men grusom er nok det ord der står mig nærmest hvis jeg skulle beskrive den i et ord.
Nella, der går i niende klasse, har en far der ryger ind og ud af spjældet, og en mor der drikker. Og så har hun en svagtseende lillebror, Robert, der med sin klodsethed og manglede støtte fra forældrenes side er det perfekte mobbeoffer. Den eneste der står mellem ham og verden er Nella.
Men Nella kan ikke være der altid, og da der pludselig går rygter om at Nella er en sladrehank, der har angivet Gerard, er det Robert der kommer til at lide. Gerard er leder af en hensynsløs bande, og for ham er grusomhed en selvfølge, som giver ham magt og gør ham frygtet. Nella vil gøre alt for at frelse sin bror fra Gerard, alt; men er det nok?
Og så tager bogen en drejning. Underlige ting finder sted, og et mystisk fund betyder pludselig at spillets regler laves om, og intet er som det plejer. Hvor langt kan Nella gå for at beskytte andre?
”Havmanden” er en spændende og fascinerende fortælling om menneskets og i særdeleshed børns ondskab og grusomhed, både mod hinanden og mod alt de ikke forstår. At sådan en grusomhed findes er ufatteligt, men idet den aldrig overdrives forbliver bogen i høj grad realistisk. Hvis ikke bogen havde indeholdt en smule håb og berettet om venskab mod alle odds ville den i høj grad blot have været deprimerende. Men det er netop dette håb der får en til at fortsætte læsningen. Og ”Havmanden” er da bestemt også en bog der er værd at læse.