398
2021
978 87 7239 052 9
Hamnet - oversat af Alis Friis Caspersen
1. udgave
“Historisk note. I løbet af 1580’erne fik et ægtepar bosiddende i Henley Street i Stratford tre børn: først Susanne og derefter Hamnet og Judith, der var tvillinger. Drengen, Hamnet, døde som elleveårig i 1596. Cirka fire år efter skrev faderen et skuespil med titlen Hamlet.”
Cirka firehundredtyve år efter skrev den nordirske forfatter Maggie O’Farrell en bog med titlen ”Hamnet”, og den er mindst lige så god som det verdensberømte skuespil. Og her stopper så alle sammenligninger, for skuespil og bog har for så vidt intet med hinanden at gøre.
“Hamnet” er en mirakuløs roman, nedfældet af en mesters hånd, der ubesværet rækker hen over fire århundreder og formår at vække en frodig, farverig og særdeles hårdtarbejdende middelklassefamilie i renæssancens England til live i vores blege, svale, antiseptiske tidsalder.
Maggie O’Farrell skriver, som var hun beåndet af et højerestående væsen, med en indsigt, en empati, en detaljerigdom, en taktil sanselighed som vel næppe set før. Ikke sært, at den prisbelønnede roman af New York Times blev kåret som en af verdens ti bedste bøger i 2020.´
Dybest set er ”Hamnet” en aldeles fiktiv historie med virkelige personer i hovedrollerne. Bogens reelle hovedperson er Agnes, en usædvanligt stærk, uregerlig kvinde, mor til Hamnet og ægteviet til den berømte forfatter, men helt sin egen. Hun er synsk, i kontakt med levende og døde, besidder en omfattende viden om vilde urter, lindrer og helbreder uegennyttigt alle andre, men er ude af stand til at hjælpe sig selv i nødens stund. Under andre omstændigheder var hun utvivlsomt blevet kaldt heks.
Portrættet af Agnes, en exceptionel kvinde i en barsk kontekst, er O’Farrells virkelige anliggende. Og så kan Agnes’ sympatiske og verdensfjerne ægtemand skrive nok så mange skuespil i sit frivillige eksil i London.
Historisk set er det korrekt, at Agnes’ og skuespilforfatterens søn hed Hamnet, at han var tvillingebror til Judith og døde som 11-årig i 1596. Men forskere mener bestemt ikke, det var pest, drengen døde af, som O’Farrell antyder. Kirkebøgerne fra de måneder viser ikke unormalt høje dødstal – hvilket klart indikerer, at hele præmissen for bogen er fri fantasi; det samme er hændelser, samtaler, endog enkelte navne.
O’Farrell har tydeligvis aldrig haft ambitioner om at skrive en virkelighedsnær historisk roman. Hun ønsker at fortælle en mere almen historie om kvinders magt og afmagt, om båndene mellem forældre og børn, om at miste, om at stræbe, om at der er mere mellem himmel og jord.
At Hamnets far senere blev en verdensstjerne, er forfatteren inderligt ligegyldigt. Hverken hans fornavn eller efternavn nævnes en eneste gang i bogen (William Shakespeare, hvis du skulle være i tvivl).