Guds ord Af Kari Hotakainen
313
2013
978-87-02-12828-4
Jumalan sana, oversætter: Birgita Bonde Hansen
Kari Hotakainens “Guds ord” benævnes af forlaget som en road movie. Sandt er det, at handlingen mestendels foregår i en lækker limousine på vej fra Lapland ned til Helsinki.
Den ydre handling er imidlertidig spinkel som en nyudvokset finsk birkekvist – hos Hotakainen er den fulde fokus rettet mod personernes indre liv, deres drømme og reflektioner, som på forunderlig vis kondenseres til en ramsaltet, skarpsindig og elegant nuanceret kritik af den socialdemokratiske, nordiske samfundsmodel. Kapitalisme med et menneskeligt ansigt; sikkerhedsnettet, der på én gang redder staklerne og fratager dem al motivation…
Den stenrige direktør og investeringsanalytiker Jukka Hopeaniemi har overraskende sagt ja til at medvirke i et tv-interview. Det skal ske samme dag, som hans virksomhed forventes at fusionere med en mindre bank. Alle er hysterisk spændte på den barske Hopeaniemis debut på tv: Intervieweren, bestyrelsesformanden, chaufføren, chaufførens datter, der er ludoman og har satset en formue på, at Hopeaniemi annoncerer den hidtil hemmeligholdte fusion for åben skærm, og naturligvis Hopeaniemi selv.
Men først skal Hopeaniemi transporteres fra feriehytten i Lapland til tv-studiet i Helsinki. Det sker standsmæssigt i en komfortabel Jaguar med den afdøde fars chauffør bag rattet. Undervejs udveksler de to mænd mange hudløst ærlige, men også respektfulde dybsindigheder. De suppleres af et antal kassettebånd, hvor Hopeaniemis far, den fordrukne industrimagnat, giver sønnen og chaufføren snurrige råd om, hvordan de skal leve deres liv – når Den Gamle altså kan finde ud af at betjene båndoptageren. Lidt Dylan og Jussi Björling bliver der også tid til at høre på den lange køretur.
Det er ikke uden grund, Kari Hotakainen i 2004 modtog Nordisk Råds Litteraturpris. Han er en ener med sin helt egen stemme. Menneskeligt dyb, sprogligt let, sylespids, morsom, afsindigt velformuleret. Men hans særlige stil kræver en læser, der værdsætter kvaliteten i interessante indsigter og virtuos skrivekunst snarere end en egentlig handlingsgang.
Hotakainens særkende er sætninger spækket med smukt svungne metaforer. Hele bogen sejler i pudsige sprogbilleder – så mange, at den er lige ved at kæntre:
“Nedkomsten er sat til 07.05. Da vil Leena Kontiolahti som den første tv-journalist i dette land bringe investeringsanalytiker Jukka Hopeaniemi til verden i en direkte udsendelse. Fødslen tager syv minutter. Leena håber, at mor og baby bagefter kan tilbringe lidt tid sammen, selvom deres veje skilles senere på morgenen. Til ideen om en fødsel i en direkte udsendelse hører, at ingen to timer senere vil kunne huske noget af det skete, og da slet ikke moren, som straks efter den anstrengende fødsel er svanger med morgenens næste gæster.”
