88
2006
87-21-02754-4, 978-87-21-02754-4
Min oprindelige plan med at anskaffe denne samling, der som undertitel hedder “salmer”, var egentlig at få inspiration til at lave melodier til de af teksterne, der måtte være egnede.
Om Grotrian og forlaget så ville give tilladelse måtte komme i anden række. Vinklen kan synes usædvanlig for en lyrikanmelder, men det er som allerede nævnt forfatterens egen idé at supplere den danske sangskat med nydigtede salmer. Samlingens bedste bud står på s. 10 og er desværre så kort at det kan citeres i sin helhed:
“Velsign mit barn, du kære Gud / og lad det holde livet ud / og tænd et lys på sjælens tinde / for verden selv, for os herinde.”
Dette digt, eller rettere denne salme, er så smuk i al sin enkle flertydighed, at den i sig selv hiver en ellers jævn samling op på de fire stjerner. Man kunne tænke sig denne lille salme som en ny dåbssalme til at supplere “Herren strækker ud sin arm”, som ofte synges, når der hældes vand i døbefonden.
Grotrian har her fat i en kerne af noget uendelig vist, der holder både for barnets perspektiv og for den voksne, der kender til de dage, hvor det kan være svært at holde livet ud. Guddommelig smukt!
Desværre er der også ofte en anden salmedigter, der vist mest morer sig over ordlegen.
For eksempel på s. 70, hvor et fjerde og sidste vers lyder:
“Og velsignelsen gælder enhver / der har savnet at høre dig le / de blev fostret i spruttende gær / det er jul, og papiret vil sne.”
Nok er det udmærkede vrøvlevers, men ikke rigtig salmevers. Ikke fordi det ikke må være moderne, men fordi der her skrives på en måde, hvor associationerne flakser rundt mellem hinanden uden at løfte sig med den enkelhed, som prægede det lille vers fra s. 10, der er citeret ovenfor.