Fyrmesterens datter af Ann Rosman

Hvis man er til Barnaby og hyggelige krimier med fokus på den gode historie, er Ann Rosman værd at stifte bekendtskab med. Hendes første krimi, “Fyrmesterens datter”, er en god gammeldags krimi fra før verden gik af lave.

På en lille ø i den svenske skærgård er to polske murere ved at renovere en gammel fyrmesterbolig. Bag en væg finder de liget af en mand. Han har ligget der i mange år, men hvem er han? Karin Adler fra kriminalpolitiet i Göteborg bliver sat på sagen, og selvom mordet, for der er naturligvis tale om et mord, er sket for mere end 25 år siden og sagen derfor er forældet, trækker den tråde til nutiden og Adler og kompagni forsøger at finde hoved og hale i det hele.

Historien har elementer fra 2. Verdenskrig, skjulte skatte og skattekort på bedste sørøvervis. Kombineret med et lille skærgårdssamfund hvor alle kender alle, på godt og ondt, er der lagt op til en speget, rodet og uoverskuelig affære. Det er det for så vidt også, for man skal virkelig holde tungen lige i munden for ikke at blive hægtet af undervejs. Men sørger man for at holde fokus på historien, giver det hele mening til sidst – selvfølgelig.

At bogen i høj grad er forudsigelig er med til at gøre den hyggelig. Der er ikke noget der kommer virkelig bag på læseren, historien skifter ikke spor hele tiden og den er næsten klinisk blodfattig. “Fyrmesterens datter” er med andre ord alt det en moderne krimi ikke er. Til gengæld er der nogle fine personportrætter, miljøskildringer og en god historie med rimeligt troværdige hovedpersoner. En sjældenhed i vore dages krimiverden.

Er man af den opfattelse at en god krimi er vild og blodig, at der er action for alle pengene og at den ledende efterforsker er en små-psykotisk multi-misbruger med rod i familielivet, skal man holde sig langt væk fra Adlers krimi. Den har ikke noget af det – tværtimod. Og lige præcis derfor kan jeg godt lide den. Jeg kan lide det langsomme tempo, og jeg kan lide at vi når lidt ind under huden på de fleste af de personer der optræder i historien, og så kan jeg lide at jeg som læser kan gætte med undervejs.

Ann Rosman understreger det rolige og hyggelige med sit sprog. Det gør ikke noget væsen af sig, men virker trygt og godt.

“Fyrmesterens datter” var en fin læseoplevelse. Jeg blev ikke rystet i min grundvold, men jeg var godt underholdt, og det er lige præcis hvad jeg forventer af en krimi. Bogen anbefales til alle der holder af den gode gammeldags krimi, og frarådes for alle der ikke kan få blod og vold nok.

Lån bogen på Bibliotek.dk