Frugterne falder af Estrid Dyekjær
Info
Sideantal
319
Udgivet
2025
ISBN
978-87-7994-931-7
Udgave
1
‘Frugterne falder’ er en frygtelig roman om et sygt parforhold, præget af både fysisk og psykisk vold – men også en fuldtonet fortælling om kærlighed, håb, drømme og mod.
Forfatteren bedyrer, at romanen ikke er autofiktion, men nægter ikke at drage på egne erfaringer og det fornægter sig ikke i romanen, hvor den ene intense hændelse efter den anden kaster læseren rundt i et fuldt spektrum af følelser: frustration, vrede, undren, forargelse, forståelse og ultimativt: medfølelse med både kvinden og børn i relationen, samt deres nære relationer – dog ikke den antagonistiske ‘Chefen’, der er den altoverskyggende drivkraft i historien.
Romanens hovedperson forbliver ligesom andre nøglekarakterer unavngiven, men på ingen måde anonym. Man mærker vreden, sorgen og magtesløsheden, men også den dybe kærlighed og omsorg hun har for sine børn, og senere den nye mand i hendes liv, der hjælper hende igennem den uoverstigelige udfordring det er, at sone egen andel i den ulykkelige situation.
I begyndelsen har vores unavngivne kvinde et godt liv, men keder sig måske lidt i ægteskabet og er derfor modtagelig for Chefens charme. Som med mange forelskelser er det lidt uklart, hvorfor hun falder for ham, for han fremstår ikke specielt attraktiv, men det underbygger egentlig romanens troværdighed, for hvem kan egentlig forklare forelskelser?
Med tiden udvikles relationen til en giftig omgang med fysisk og psykisk vold, hvor alt konstant er til evaluering: hvornår er det værre at blive end at gå? Moderen kæmper en evig kamp om at dæmme op for partnerens ustabile psyke, og vurderer, at så længe det kan lade sig gøre, vil det være at foretrække frem for den krig i familieretshuset, som partneren ved hver given lejlighed truer hende med.
Selve historien er klaustrofobisk og uudholdelig, men forfatterens greb med at veksle mellem to tidsepoker: forholdet fra start til slut samt det første år efter – begge i kronologisk orden, er et kunstgreb, der gør det umuligt at lægge bogen fra sig, når først man er i gang. Når hovedhistorien bliver for modbydelig. afbrydes med et blik på nutiden og den langsomme heling, der blandt andet findes i tilgivelse, terapi og en ny, tålmodig kærlighed.
Anonymiseringen er måske et kunstgreb, men det gør faktisk blot fortællingen mere intens, fordi fokus ikke handler om hvem, der sagde eller gjorde hvad, eller hvilket barn, der fik hvilket navn. Det er gnisten, hadet, magten, vreden, smerten imellem de to i den giftige relation, der er i centrum for hele historien – men altså behageligt afbrudt af ligeså livsbekræftende vidnesbyrd om stærke søskenderelationer, retten til at opleve ny kærlighed og omsorg fra uventede relationer der bærer romanen og det virker.
Romanen giver et lidt anderledes billede af systemet, som her spiller en støttende rolle, i modsætning til den opfattelse medierne normalt fremstiller. Dette er faktisk befriende og måske i virkeligheden mere realistisk end mange andre fremstillinger. I hvert fald giver romanen denne læser et håb om, at kvinder i lignende situation kan se en vej ud af deres personlige mareridt og finde mod i den styrke romanens hovedperson trods alt finder til sidst: Da Frugterne Falder.
