Tegn til kærlighed af Jan Kjærstad

Jan Kjærstads roman, “Tegn til kærlighed” (2002) fortjener en omtale. Det er en charmerende fortælling indenfor den mere fabulerende del af postmoderne litteratur.

Hovedperson, Cecilia, er grafisk designer og drevet af sin lidenskab: Hun vil skabe det perfekte alfabet – en skrift, der kan “give liv”. Håbet om dét knyttes til hendes søgen efter kærligheden, den måske dybeste hovedstrøm i fortællingen. Vi hører om hendes skuffelser frem til mødet med Arthur, som står for noget afgørende nyt:

“Jeg har set glimt af en anden kærlighed. Jeg har set et nyt A.” (s. 15)

Forbindelsen til sprog, skrift og fortælling viser sig løbende og kommer klarest til udtryk i billedet af kærligheden som dét at lade sig beskrive og at beskrive andre. Som da Cecilias mor i barndommen skriver med fingeren på hendes ryg, og da Cecilia selv skriver på Arthurs krop.

Romanen beskæftiger sig med det menneskelige sprog ned i dets mindste fysiske bestanddele: alfabetet og de enkelte tegn. Cecilias forståelse af, at tegn og liv er forbundet, viser sig allerede, da hun i syvårsalderen fanger en stor bille og lader den spadsere hen over et låg med våd, rød maling, hvorefter hun sætter den på et stykke hvidt papir – fordi hun leder efter en “levende” skrift. Hendes fascination rummer en intuitiv forståelse af, at tegn skaber ord, ord kan spejle kærlighed og kærligheden giver liv.
Kærligheden og døden skildres som to forbundne sider af menneskelivet.

Bedstefaderen, som var stenhugger og lavede inskriptioner på gravsten, påstod, at vi skriver, fordi vi skal dø. Cecilia mener, at vi skriver, fordi vi vil leve. Han sagde også, at der kun findes

“én værdig opgave i livet: Vi skal forsøge at gøre det umulige”. (s. 9)

Det er denne indstilling, som præger Cecilias søgen, og som ved tabet af Arthur drives ud i sin yderste konsekvens.

Bogen er som et “æskesystem” med fortælling på fortælling indeni. Stilen er associerende, og man bevæger sig rundt mellem forskellige planer ligesom via links på internettet. Det skaber et tæppe vævet af mange forskellige elementer: Dels selve handlingen, som springer i tid, dels 26 små anekdoter om alfabetets tegn, dels et fiktivt forord/efterskrift. Form- og genremæssigt er Kjærstad i sine romaner eksperimenterende.

Sproget er dagligdags, næsten talesprogsagtigt. Det giver fortællingen intensitet og ofte karakter af bevidsthedstrøm eller tankeflow. Sproget bliver levende, formbart stof – noget organisk, nærmest kropsligt,med selvstændigt liv. Samtidig er det poetisk og båret af metaforer. Jeg kan lide legen med billeder og associationer og den fornemmelse af tilværelsens mange muligheder, som det skaber. Tak til Jan Kjærstad for en god læseoplevelse. Hermed en varm anbefaling.

Lån bogen på bibliotek.dk