0 kommentarer

Frihed, lighed og grænseland (1) af Karl Otto Meyer

af d. 23. december 2022
Info
 
Sideantal

232

Udgivet

2001

ISBN

87-590-2454-2

 

Grænselandshistorie, Sydslesvig, dansk mindretalsliv i Tyskland — hvis du interesserer dig for disse emner, så er denne bog lige noget for dig.

Karl Otto Meyer er en galionsfigur for de dansksindede syd for grænsen, og i dette første bind af hans memoirer (udkommet i 2001) skriver han om sin opvækst i det danske mindretal i Sydslesvig, om krigsårene og sin påtvungne og modvillige tjeneste i den tyske hær, om desertationen og flugten til Danmark og sit efterfølgende virke i den danske modstandsbevægelse.

Også de første år efter 2. verdenskrig, hvor Karl Otto Meyer gør en utrættelig indsats for danskheden i sin hjemstavn — bl.a. som skoleleder af en dansk landsbyskole, gennem politisk arbejde i det danske parti Sydslesvigsk Vælgerforening og som chefredaktør for Flensborg Avis — bliver omtalt i den første del af Karl Otto Meyers erindringer.

Bogen rummer en stor detaljerigdom, utallige navne på personer nord og syd for grænsen, som har krydset Meyers vej, rosende og kritiske citater fra hans ledsagere, et væld af anekdoter og ikke mindst en sund portion selvironi. Og så genspejles ildsjælen inden i ham i hver anden sætning.

“Frihed, lighed og grænseland” er en spændende erindringsbog, skrevet af en mand, som har dedikeret sit liv til at fremme danskheden syd for grænsen. Det andet bind af hans erindringer, som udkom i 2003, beskriver Karl Otto Meyers år som chefredaktør på Flensborg Avis og landdagsmand i Kiel.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter