Frankensteins kup af Einar Már Guðmundsson

Prosasamlingen udkom første gang i 1981, og ved udgivelsen af boksen med forfatterens samlede værker i 2017, fås med denne udgave alle Gudmundssons tidligste ‘digte’ på dansk. De er samlet fra de tre islandske udgivelser, er nokkur i Kóronafötum hér inni?, Sendisveinninn er einmana og Róbinson Krúsó snýr aftur. Forfatteren selv henviste, da jeg mødte ham til et foredrag i Reykjavik i eferåret,  til samlingen som ‘en slags prosa’, det er forlag og anmeldere der har stemplet som samlingen som digte. Og hans egen rubricering giver mening, tydeligst er det vel nok i uddragene fra ‘er nokkur i Kóronafötum hér inni?’:

fiskeaffaldet som jeg fjernede

i frysehuset er foudsætningen for

at den fine frue har fået

en ny pels: det spiste minkene

Det er dejligt let at læse og forstå, Gudmundsson taler i klare, enkle og skarpe billeder. Højtravende elitære tilløb undgår han helt bevidst, forventer man af en digtsamling at forfatterens hensigt skjules i tågede abstraktioner, går man forkert hos den islandske gavtyv. Han forstår om nogen at vende mønten med en kvik slutbemærkning og plante fødderne solidt i jorden:

efter ca. 2000 år

når arkæologerne finder vores knogler

kan vi evt. have sex på nationalmuseet

Islændingen kan om nogen sætte tingene i perspektiv, fermt eksemplificeret under cubakrisen ‘mens verden styrtede i grus som en middelalderborg legede jeg som de andre børn i vandpytterne’. Gudmundssons mageløse billedrige betragtninger bringer os ned på jorden, med inspiration fra både punk, tegneserier og international såvel som islandsk litteratur. For læseren kommer udfordringen da samlingen bevæger sig ind i Sendisveinninn er einmana, for nok er billederne tydelige som en tegneserie, men når de serveres i et hæsblæsende tempo og så tæt efter hinanden som bilerne i en kø på Autobahn, kræver læsningen alligevel kræfter.

Tematisk er der fokus på frihed, og den frihed som ungdomsoprøret førte med sig, hvor oprøret blev kommercialiseret da markedskræfterne sagde jatak til individualismen. Der var penge i skidtet, og revolutionen fes ud i sandet, assimileret af samfundet. Gudmundsson er ikke livstræt, men en ung og brændende idealist, der har set at lykken ikke ligger for enden af en materialistisk drøm.

Han solgte selv sin prosa på Reykjaviks gader og værtshuse. Steder der optræder i samlingens sidste del Róbinson Krúsó snýr aftur, de værtshuse hvor Gudmundsson helt sikkert har fået stillet sin tørst utallige gange. I 1981 var den tørstige mand endnu ikke tørlagt, hvilket tydeligt fremgår af de tre digte tituleret tømmermænd samt i drikfældig kvinde:

min lejlighed

er selskabslivets affaldsspand

hvor de drikfældiges latter

er stivnet i luften

når jeg ser på dig er du

et kamera der rummer min skyld

vi taler ikke sammen

for væggene der skiller værelserne ad

 er konstant imellem

og hvor jeg end går hen

sniger de sig med mig

Kald det bare proletarprosa, forfatteren har øje for den lille mand, med en klar venstreorienteret vinkling og et godt skud social indignation. Jeg må give ham klart ret, det er ikke digte, det er fed prosa.

Lån bogen på biblioteket