0 kommentarer

Samlede Digte af Tove Ditlevsen

af d. 21. august 2023
Info
 
Sideantal

366

Udgivet

2023

ISBN

9788702381221

Udgave

3.

 

Tove-feberen har jo efterhånden raset i nogle år, og var nok på vej i retræte. Den nye spillefilm Toves Værelse synes dog at puste nyt liv i feberflammerne. Mon ikke det er dette, og den verserende kvindekanondebat, der har affødt, at hendes samlede digte skulle genudgives? Og det på trods af, at Gyldendal genudgav store dele af forfatterskabet for kun 2 år siden, hvoraf denne skribent anmeldte adskillige på dette netsted. Det vil sige, at der intet nyt er under solen i denne udgivelse, og materialet har været let tilgængeligt i forvejen. Nuvel, det skal ikke kaste smuds på versene, der er pragtfulde som altid, og hvis man ikke er bibliofil, så kan denne udgivelse være et godt sted at få hele det lyriske forfatterskab ind i bogreolen.

Kunstnerisk blev Ditlevsen jo set lidt ned på af samtiden – specielt i 60’erne. Hun insisterede de første mange år på den rimede stil, hvilket ikke faldt i tidens smag. Personligt elsker jeg den rimede stil, når forfatteren har format – og dét havde Ditlevsen! Få kan få versene til at spille hun, og det er en ren fryd at læse. I de senere samlinger eksperimenterede hun mere med formen og begav sig over i mere fri vers. Disse samlinger er også læseværdige, men for mig er det den tidlige Ditlevsen, som holder forfatterskabet i live. Det er simpelthen her, hun var bedst!

Tematisk bevæger hun sig oftest på den tunge side af livet. I starten er det mest den svære fattigdom, barndom og kvindedom, som bliver behandlet. Senere, og i takt med udviklingen i hendes eget liv, bliver emner som misbrug og problematiske ægteskaber behandlet. Med andre ord, så skal man have en stærk mave, for at kunne læse en hel samling i streg, men bider man dem op, er de yderst effektfulde!

Jeg ender på 4 stjerner. Den kommer ikke op på 5 pga. den faldende kvalitet i de senere digte, men også fordi, udgivelsen måske ikke var nødvendig på nuværende tidspunkt.

Jeg vælger at slutte denne anmeldelse med en Ditlevsen-parafrase, som opsummerer denne anmelders forhold til digterinden:

 

De evige Tover

Der er to Tover i verden
der bestandig krydser min vej
Den ene er hende jeg elsker
den anden elsker jeg ej

Der er den Tove der rimer
med vers der knitrer for øjne
Der er den tove der jamrer
med følelser som virker forfløjne

Der er den Tove der rammer
det dybeste inderst i mig
Der er den Tove der skræmmer
den hengivneste læser fra sig

Der er den Tove der kæmper
for kvindens og barnets plads
Der er den Tove der ofrer
alt for at kræve et glas

Således min versfulde vandring
med to Tover bestandig på færd
Således dialektisk jeg fordres
af to Tovers forskellige værd.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på Bibliotek.dk

 

Bedømmelse
Karakter