Første advarsel af Michael Connelly

Som før konstateret er Michael Connelly politiromanens nestor. Han har givet os Harry Bosch – en af krimilitteraturens mest ikoniske efterforskere – og dermed sat barren for, hvor realistisk og involverende genren kan blive.

”Første advarsel” er imidlertid ikke en Bosch-krimi. Her vender Connelly tilbage til journalisten Jack McEvoy, der første gang dukkede op i ”De parallelle mord”. McEvoy er den klassiske blodhund, som lugter en sammensværgelse, før panserbasserne overhovedet aner, at der er noget alvorligt galt. Tværtimod mistænker de uambitiøst McEvoy for urent trav.

En kvinde, som han engang havde et one night stand med, findes død med halsen brækket på en måde, som svarer til en indre halshugning. Den slags kræver enorm styrke, en særlig viden og en hensynsløshed, som kun de værste seriemordere er i besiddelse af. Og sådan en er der naturligvis tale om her.

Plottet snor sig som en DNA-streng omkring tidens higen efter at kende sin oprindelse. Nettet vrimler med tilbud om at hjælpe de nyfigne, men visse tilbud kan som bekendt blive for lovende. Især i et USA, hvor offentlig regulering af mange (republikanere) anses for djævlens værk. Næh, lad os komme tilbage til Det Vilde Vesten og kvaksalverne, der må både lyve og bedrage. Og det, der er værre.

Der går tid, før motoren er i omdrejninger, svinkeærinderne er mange og lidt omstændelige, men hen ad vejen strammer Connelly grebet. Og så sker det velkendte: Jeg sidder fanget i øreklapstolen og ved, at det her kapitel ikke bliver aftenens sidste.

Men – og der er et men. Jack McEvoy er ganske enkelt ikke Bosch. Han har hverken samme tyngde, samme menneskelige kompas eller den hårdkogte autoritet, der gør Bosch uforglemmelig. Som figur er han faktisk en smule usympatisk, hvilket helt sikkert er tilsigtet (journalister!), men ikke specielt tiltrækkende.

Og så er der sproget. Inger Kristensens fordanskning er korrekt og pæn, men mangler den rå kant. Hvor en Søren K. Barsøe evner at spille pingpong med Connellys knastørre, humoristiske americana, føles teksten her mere generisk. Man savner den nerve, der gør Connelly til Connelly.

”Første advarsel” er både interessant og spændende, mod slutningen endda nær ved neglebidende. Men den står ikke mål med Bosch-bøgerne, og det er svært ikke at sammenligne.

Lån bogen på biblioteket