438
2023
9788772049908
The Fifth Witness- oversat af Rasmus Hastrup
1. udgave
Politiromanens mester Michael Connelly kører en nebengeschäft ved siden af sin jazzede LA Cop, Harry Bosch, der for længst er blevet en verdenssucces og filmatiseret tillige…
… nemlig en serie om Boschs halvbror Mickey Haller, afsindigt dygtig, smart og noget glat forsvarsadvokat, ligeledes baseret i Englenes By. Vi taler her retssalsdramaer, hvor knivskarpe jurister battler med hvæssede paragraffer og lumpne bagholdsangreb, så man skal stå tidligt op for at følge med. Troværdigheden er i top, spændingen er næsten på Harry Bosch-niveau, Michael Connelly viser også i denne genre, hvorfor filmselskaber som Netflix står i kø for at lave levende billeder ud af historierne.
Denne gang anklages en tvangsauktionstruet kvinde for i en dunkel parkeringskælder at have slået en ufølsom bankmand ihjel med tre slag fra en kløftet hammer. Indicierne hober sig op mod Lisa Trammel, for anklagemyndigheden ligner sagen en spadseretur i parken, men Mickey Haller aner konturerne af en fæl sammensværgelse. Der viser sig at være millioner af dollar på spil for kyniske pengeudlånere, og måske er selveste mafiaen involveret via formummede stråmænd.
Haller sætter sin efterforsker, den tidligere rocker Cisco, til at grave i sumpen, mens ekskonen Lorna holder styr på forretningen, og den anden ekskone atter udsender romantiske signaler. Men så slår modparten kontra i form af to anonyme hit men, og Haller er millimeter fra at tage billetten.
Michael Connellys kendskab til såvel politi- som retssalsarbejde er kolossalt. Han folder procedurerne ud med en præcision og behændighed, så scenerne bliver decideret medrivende; krydsforhør forvandles til spændingsmomenter, juridisk strategi får dramatisk nerve.
Litterært set vil Mickey Haller altid stå i skyggen af halvbror Harry Bosch, hvis krimier har en mørkere tyngde og en hårdkogt integritet, som Haller-serien ikke deler. Omvendt er det modigt at lade hovedpersonens moralske gråtoner stå — læseren fastholdes i ambivalens.
Sproget er klart og økonomisk; scenerne klipper hurtigt fra efterforskning til retssal, fra voldeligheder til kærtegn, uden at miste overblikket. At den organiserede kriminalitets mulige infilterering kun antydes, holder spændingen i live: Man aner en større, farligere maskine bag de personlige konflikter.
Connelly leverer som altid en solid, professionelt fortalt krimi. Nej, det er en nerveflænsende thriller, men for fans af amerikanske retssalsdramaer er ”Det femte vidne” velsmurt underholdning fra øverste hylde.

