Felix Krull – en svindlers bekendelser af Thomas Mann

Et ufuldendt mesterstykke som Mozarts “Requiem” er stadig klasser bedre end de fleste andre komponisters mest gennemarbejdede værker. Det kan samme med nogen rimelighed siges om Thomas Manns “Felix Krull”, der desværre ikke nåede at blive helt færdig inden forfatterens død. Alligevel giver den læseren smæk for skillingen i en grad, så man ender med smilende at trække på skulderen over den noget abrupte slutning.

Figuren Felix Krull optrådte allerede i en novelle skrevet i 1911. 18 år senere modtog Thomas Mann Nobelprisen i litteratur, men først i 1954 udkom bogen, der givetvis skulle have været starten på en længere romansuite om den karismatiske svindler, Krull.

Unge Felix er søn af en boblevinsproducent i Rhinområdet. Hans ungdom går med at binde forældrene og huslægen historier på ærmet om indbildte sygdomme, så han slipper for at gå i terpeskolen, som han opfatter som ren tidsspilde. Felix er nemlig udstyret med et ualmindeligt tiltrækkende udseende, gode talegaver og en ufejlbarlig tro på, at han er skabt til noget større. Ingen tvivl om, at han er “skåret af finere træ” end sine mindre heldige jævnaldrende.

Faderen går fallit og begår selvmord, og Felix viser nu for alvor sine evner til at flyde ovenpå, også i strid modvind. Han fupper sig uden om den obligatoriske militærtjeneste og får et usselt job som dårligst lønnede elevatordreng på et fornemt hotel i Paris. Året er 1895, og den franske hovedstad er en strålende metropol, hvor alt kan ske. Hurtigt bringer Felix’ charme og udsøgte manerer ham frem i en verden, hvor pengene sidder løst, og velhavende kvinder ikke er karrige med deres gunst.

“Felix Krull” med undertitlen “En svindlers bekendelser” er efter sigende en parodi på selveste Goethes selvbiografi. Parodisk er i hvert fald stilen, hvor unge Felix uhæmmet får lov til at udbrede sig om egne fortræffeligheder i floromvundne falbelader. Enkelte replikker fylder op til fire tætskrevne sider og emmer af en selvglæde, så læseren næsten når kvalmegrænsen, selv om man jo godt ved, at det bare er for sjov.

Manns næsten fotografiske beskrivelser af mennesker, miljøer og måltider er ekstremt medrivende og er bogens absolutte tyngdepunkt. Forfatterens psykologiske indsigt, som sætter ham i stand til at spidde individets og klassesamfundets svagheder, er også eminent. Til gengæld er det pompøse sprog og de alenlange sætningskonstruktioner – hvoraf flere på fransk – en veritabel mur, der kræver megen viljestyrke at overvinde.

Her har Felix fået en kurv af en smuk, men isafkølet portugisisk ungmø: “Zouzou, De gør mig så ondt, når De med sådanne ord – hvad skal jeg kalde dem: grove, grusomme, overdrevent sandfærdige og netop derfor kun halvt sande, ja usande ord – sønderriver de fine tanker, med hvilken følelsen for Deres persons tiltrækning omspinder mit hjerte og mine sanser.”

Kan du klare mosten, er “Felix Krull” gefundenes Fressen; om man så må sige.

Lån bogen på Bibliotek.dk