Eugen Kallmanns øjne af Håkan Nesser

Svensklærer Eugen Kallmann falder ned af en trappe i Det Tyske Hus i byen K natten mellem den 17. og den 18. maj 1995. Han brækker halsen og findes hurtigt efter af sin ekstremt velbegavede elev Charlie; det uduelige politi henlægger sagen som et hændeligt uheld.

Et halvt år tidligere er en anden svensklærer, Leon Bergers hustru og datter døde i et skibsforlis ud for Tanzanias kyst. Han er knust, men overtales af sin gode ven Ludmilla til at rykke teltpælene op og overtage Kallmanns klasser på Bergtunaskolen i K. Arbejdet vil få ham til at tænke på noget andet, er de enige om.

Uhyggeligt nok synes Leon, han genkender sin afdøde datter i 9. klasseeleven Andrea, som er en anden af de 4-5 jeg-fortællere i Håkan Nessers vidunderlige, slentrende og herligt humanistisk-småfilosofiske ikke-krimi “Eugen Kallmanns øjne”.

Politiets indolente syn på Kallmanns død er en smule uforståeligt. Den dygtige og afholdte lærer var nogle måneder før sin død udsat for et brutalt overfald af nogle nynazistiske skinheads. Hertil kommer, at han til en kollega i deres sidste samtale ytrede følgende:

“Igor, jeg har grund til at tro, at jeg er snublet over en uopklaret forbrydelse. Uopklaret og uopdaget.”

Vera, skolens jødiske lærerinde, hvis forældre blev myrdet i Auschwitz, modtager dødstrusler. “Brune ideer” og fremmedfjendtlighed florerer i Sverige, men hvor meget skal man lægge i dét?

Tre af skolens lærere – Leon, Ludmilla og Igor – gør fælles front og begynder systematisk at grave i Kallmanns hemmelighedsfulde liv og mystiske død. Det gør de med udgangspunkt i nogle sære dagbøger, som Kallmann skrev over en årrække. At de ikke kan gennemskue, hvad der er fantasi og virkelighed i teksterne, skræmmer dem ikke.

Som læser holder man af og med de tre sympatiske, begavede og behjertede lærerdetektiver. At der tilmed opstår en sød romance hen ad vejen, øger kun nydelsen.

Afsløringen af, hvordan Kallmann kom af dage, trækkes helt til den ubitre ende – og sjældent er en mordgåde blevet håndteret så elegant, ja, nærmest nonchalant. Håkan Nesser forstår i den grad at tryllebinde sit publikum. Efter små 500 sider sidder man tilbage og ærgrer sig over at have slugt den sindrigt konstruerede bog så grådigt.

Heldigvis er Nesser yderst produktiv. Der er masser af skønne historier at kaste sig over for nye læsere på jagt efter en ny yndlingsforfatter, som både mestrer den klassiske roman og den underfundige krimi. Byt eventuelt om på ‘klassiske’ og ‘underfundige’.

https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A53456162