Livet går over sine bredder af Lea Marie Løppenthin
259
2022
9788702358872
“Fra sin plads i spisesalen kan Ole se Sankt Birgittas stenhånd ude i gårdhaven. Hen kan også se nonnerne gå forbi ude på gangene, for der er glaspartier hele vejen rundt.”
Den konsekvente omtale af Ole som hen giver to mulige scenarier i mit hoved, ingen af dem er flatterende. De første par gange tænker jeg, at der nok er tale om en trykfejl, hvilket irriterer mig enormt. Senere fortæller Karen (endnu en hovedperson) dog, at Ole hverken identificerer sig som mand eller kvinde, og derfor gerne vil omtales som hen.
Altså er det mulighed to, der er i spil. Jeg er for gammel til den her bog.
Nuvel, Ole er ritualkonsulent i Maribo, hvor Cyklus har til huse. Her kan man få sin afdøde komposteret og jorden “plantet” på et sted de pårørende vælger eller jorden kan indgå som kompost i Cyklus’ gartneri. Dette er dog lidt tys, tys, for det er trods samfundsforandringer stadig svært at sige, at ens far er et ressourceprodukt, der anvendes i køkkenhaven. Endnu vanskeligere forklarbart er det, at bitavlen, som er den praktiske maskindel, der komposterer de afdøde af og til har endnu et restprodukt, et “jordmenneske”. Jordmenneskene har ikke entydig DNA og et slægtskab med de pårørende kan derfor ikke påvises, men alligevel melder tankerne sig.
Karen, Ole og Marianne holder det derfor hemmeligt, at disse jordmennesker findes og lader dem blot indgå som en del af arbejdsstyrken på Cyklus.
Tre jordmennesker udvikler dog en bevidsthed, og især Rahim føler sig misbrugt som billig arbejdskraft. Han vil være en del af det omkringliggende samfund, men det er svært, når man hverken har hjerte, fordøjelsessystem, hjerne, pas eller personnummer. Altså hjerte og hjerne eksisterer på sin vis, men er bare ikke lige som vi menneskers.
Rahim, Ulrikke og Jill sendes til Grækenland. Måske er det en belønning? Måske er det for at få dem af vejen? I Grækenland skal de tre jordmennesker være med til at opbygge en filial af Cyklus.
Hvis Lea Marie Løppenthin havde ladet jordmenneskene, deres følelser og eventuelle intelligens og deres sameksistens med menneskene i Maribo og i Grækenland været det eneste fokusområde i bogen havde jeg trods omtalen af Ole som hen været solgt til stanglakrids. Især i de her dage, med diskussionen om chatbotter, intelligens, beslutninger, fornuft og følelse er opfindelsen af jordmennesker genial. Alle konspirationsteoretikere og små angste folk, der mener at teknologien tager magten fra os (uden at vi aktivt lader den gøre det) kan se frygten spejlet i jordmenneskene. Hvem er de? Hvor kommer de i virkeligheden fra? Hvordan kan vi sameksistere med dem.
Der hvor jeg står af, er der hvor Lea Marie Løppenthin hiver gamle Guder ind i billedet. Lidt ligesom diskussionen om hen gør det bare, at bogen set med mine øjne vil for meget. Jeg har ikke brug for at det er Pluto og Sabine (to Guder), der skal samarbejde med de tre jordmennesker i Grækenland. Og jeg har slet ikke brug for at få hele deres stamtræ af Guder fra forskellige kulturer trævlet op. Nej Tak. Det er en skam, for med færre omdrejningspunkter havde bogen for mig at se stået stærkere.
