Kongeriget af Jo Nesbø

Som hos sin svenske kollega Håkan Nesser har årene og de mange litterære successer givet den norske superstjerne Jo Nesbø lyst til at skrive andre typer bøger end stringente politikrimier. Og hvor det dog klæder dem begge to.

“Kongeriget” er således andet og mere end de morderisk spændende thrillere, som Nesbø i en årrække konciperede i den berømte Harry Hole-serie – det er snarere et kulsort familiedrama tilsat et solidt skvæt tåget uhygge og grublerier à la whodunnit.

For hvad skete der, dengang storebror Roy og hans et år yngre bror Carl pludselig blev forældreløse? Deres far og mor kørte tilsyneladende umotiveret i afgrunden i deres Cadillac DeVille på vej ned fra familiens hus på en ensom fjeldtop. Var det et uheld, selvmord, mord?

Nu, mange år senere, er brødrene midt i 30’erne. Carl er vendt hjem fra det store udland som Master of Business, med en spændende kvinde fra Barbados under armen og vidtløftige planer om at forvandle fjeldtoppen – familiens kongerige – til et eksklusivt højfjelds- og spahotel.

Carl er den charmerende, den sælgende, den opportunistiske af de to brødre. Ham, der altid lagde kvinderne for sine fødder (også én for mange), og Roy er ham, der altid har måttet rydde op efter sin elskede lillebror. Både med de hårde næver og ved at tænke lidt længere og meget hurtigere end de lokale bonderøve.

Byens lensmand har en høne at plukke med brødrene. Dels blev forældrenes bilulykke aldrig fuldt opklaret, dels forsvandt hans egen far, den tidligere lensmand, meget pludseligt efter at have talt med Roy og Carl.

Som læser ved man, at vores to hårdt prøvede hovedpersoner skjuler noget, men ikke helt præcist hvad. Var der noget incest involveret? Er de egentlig et par kyniske skurke, eller er de tværtimod ofrene?

Jo Nesbø har skrevet en hybrid mellem en krimi og en klassisk roman – med gode portrætter af bygdens mange personligheder, deres liv, deres følelser, deres motiver – og som altid dækker han sine kort godt, så selv skarpsindige læsere har svært ved at gætte det videre forløb.

Handlingen er som en millefeuille, lag på lag, medrivende hele vejen, slutningen åndeløs. For denne anmelder er højdepunkterne dog de åndrige samtaler om sprog og tidernes skiftende skønhedsidealer, som den begavede tankforpagter Roy har med sin nye svigerinde, den kridhvide Shannon, som skjuler et blændende vid bag sine granskende øjne, hvoraf det ene pikant hænger en smule.

Lån bogen på biblioteket