Sødalsfolkene af Marie Bregendahl

Har du lyst til at læse vaskeægte skæbnefortællinger fra 1800-tallet, tilsat jysk folklore, er her et godt bud! Marie Bregendahls roman om beboerne i det fiktive Sødalssogn har det hele: Malende egns- og naturbeskrivelser, indblik i kultur og samfundsforhold samt et væld af realistiske og ofte gribende personskildringer.

”Sødalsfolkene” er med sine knapt 900 sider den længste roman, jeg har læst. Den er da heller ikke én roman, men en samling af otte kortromaner, som Bregendahl udgav i årene 1914-1923, og som udkom samlet i 1953. Et imponerende værk, der tidsmæssigt dækker perioden 1864-85.

Fortællingerne er inspireret af den egn, Bregendahl voksede op på udenfor Skive, og steder og personer er livagtigt beskrevet. Der er tale om en kollektivroman, hvor egnens sjæl vækkes til live både gennem naturbeskrivelser samt indblik i beboernes tanker, ord og handlinger. Bregendahl iagttagelsesevne og forståelse af det psykologiske spil mellem mennesker er i top.

Vi hører om den smukke Alvilda, det naturlige midtpunkt i enhver forsamling, som får en tragisk skæbne. Heri ligner den en stor del af de kvindeskæbner, vi præsenteres for: Martha, der gifter sig med den utro Iver Konrad. Else ved Bækken, der styres af spirende, erotiske længsler og forelsker sig i en selvoptaget regimentsmusiker. Hanne fra Hamborg, der udnyttes økonomisk af sin ægtefælle – men dog har en mormor i Sødalen at vende hjem til.

Bregendahl skildrer datidens kvinder nøgternt og med indlevelse. Dét at udfolde seksualiteten uden for ægteskabet bragte deroute, og der var ingen garanti for lykke i ægteskabets ”sikre” havn. Barnefødsler var et ubarmhjertigt vilkår, der kunne invalidere eller føre til tidlig død, ligesom ægtemænd kunne bedrage og være utro.

Mændene skæres dog ikke over én kam. Jeg blev særlig berørt af fortællingen om Peter Guldgraver, egnens gartner, som kan få alting til at gro og vokse – bortset fra sin egen økonomi. Han skildres som en godhjertet sjæl, som lader sig udnytte og er udsat for drillerier.

Fortællingen om den gamle provst Richard er også en nuanceret skildring af et menneske, der vil det gode – men som har blinde vinkler og må tage et selvopgør i slutningen af sit liv. Samtidig får vi her en interessant og begavet skildring af, hvordan højskolebevægelsen og den spirende politisk bevidsthed vinder frem i landbefolkningen.

Sprogligt er romanen ”sludrende” med talesprog, dialekt og hyppig dialog. Denne præmis må man købe for at bevæge sig ind i dens univers. Fortælleren er alvidende og ”flyder” ind og ud af personer og situationer. Opbygningen kan være springende og ikke altid logisk. Jeg synes f.eks., det er et plotkiks, at Alvildas skæbne afsløres for tidligt i hendes historie (set ud fra nutidig fortælleteknik). Trods diverse skønhedsfejl er jeg betaget af Sødalsuniverset.

Bregendahl var som ung gift med digteren Jeppe Aakjær og boede efter deres skilsmisse i København, hvor hun udgav noveller og romaner.

lån bogen på biblioteket