Nobelprisen
0 kommentarer

Et forbasket forår & Smertepunktet af Patrick Modiano

af d. 15. september 2022
Info
 
Sideantal

201

Udgivet

2015

ISBN

978 87 11 45270 7

Originaltitel

Chien de printemps & Remise de petine - oversat af henh. Marianne Hector & Karsten Nielsen

Udgave

1. udgave

 

Det siges, at maleren Cézanne malede det samme bjerg igen og igen; og han blev bedre og bedre til det. Monotont, javel, men øvelse gør mester.

Nobelpristager Patrick Modiano er tilsyneladende i færd med samme øvelse, blot i bogform. Han skriver den samme historie om og om. Hvis han ikke var så ferm en skribent, ville det være enerverende at læse mere end blot én af hans bøger.

Historien er: Aldrende mand, oftest forfatter, trasker rundt i Paris’ gader og mindes et eller andet dunkelt i fortiden. Gadenavnene og de maleriske omgivelser pibler frem på og mellem linjerne, og som læser får man den tanke, at skildringen af byen Paris er vigtigere for Modiano end den næsten ikkeeksisterende handlingsgang.

Variationer af denne grundhistorie findes i “Askeblomster” og “Så du ikke farer vild i kvarteret”, og minsandten om den ikke dukker op i såvel “Et forbasket forår” som “Smertepunktet”, der på dansk er samlet i én udgivelse.

I “Et forbasket forår” mindes den navnløse forfatterfortæller sit bekendtskab med den sky fotograf Francis Jansen. Jansen havde i sit atelier tre kufferter fyldt med fotos, som fortælleren af egen drift gav sig til at kategorisere og registrere. Det lå hele tiden i luften, at Jansen en dag ville forsvinde, men inden da nåede de to at gennemføre et antal tågede samtaler om Jansens fortid og virke som fotograf.

Meget mere sker der ikke i “Et forbasket forår”, og en skønne dag fordufter Jansen som varslet fra et flimrende solbeskinnet Paris.

I “Smertepunktet” prøver den voksne forfatter Patrick (Modiano?) at forstå, hvad der egentlig skete i hans barndom, dengang han og lillebroren blev passet af en række yderst venlige, men muligvis lettere lyssky personager. Én forærede ham et sjældent cigaretetui af krokodilleskind, som senere viser sig muligvis at være stjålet. En anden giver ham en tur i sin enorme amerikanerbil. En tredje forærer ham og broren en brugt radiobil.

Og igen – meget mere sker der ikke i “Smertepunktet”, der slutter så brat, at det nærmest virker, som om farvebåndet på skrivemaskinen bare slap op.

Hvorfor Modiano partout skulle have en Nobelpris, er aldrig helt gået op for mig. Dusinvis af forfattere forekommer både vægtigere og endnu mere velskrivende. Men hvis man har et sindigt temperament og hang til parisiske stemninger, er mandens slentrende historier skam udmærket tidsfordriv.

Lån bogen på biblioteket

 

Bedømmelse
Karakter