Dage efter Pierre af Virginie Grimaldi

Jeanne har været gift med Pierre i 50 år. Egentligt havde de vel regnet med, at Jeanne ville dø først, men en dag, hvor Pierre som vanligt går til bageren efter brød, men ikke kommer hjem. Han falder om og trods hjertemassage og hurtig udrykning kan han ikke reddes.

Jeanne føler ikke længere, at hendes liv har indhold. Hun snakker med gravhunden, besøger Pierres gravsted hver dag og har intet andet at fylde dagene ud med. Alt det ændres, da hun i desperation over økonomiske vanskeligheder beslutter sig for at udleje et værelse, fremfor at sælge deres elskede hjem.

Ind på scenen kommer Iris, en ung, gravid kvinde, der for nyligt har slået op med sit ottende ar, Jérémy, der via tilbageglimt viser sig at være en kontrollerende, jaloux sjuft af format. Iris’ Jérémy ønsker ikke at hans kæreste skal være fysioterapeut og derfor opgiver hun sit kald og bliver hjemmehjælper.

Da Jeanne ikke formår at vælge mellem de to kandidater til værelset, ofrer hun sit eget elskede syværelse, så også Théo, en ung konditorlærling kan flytte ind. Han kommer fra en temmelig rodet barndom og har ikke længere kontakt med sin halvbror eller dennes far.

Trods betænkeligheder fra alle tre spirer et varmt venskab snart, de tre ensomme mennesker kommer til at redde hinanden, og selvom bogen slutter lige da Iris har født sin lille søn fornemmer jeg som læser, at deres venskab kommer til at være ved.

Centralt i Dage efter Pierre står medmenneskeligheden og den omsorg for andre mennesker, som de tre hovedpersoner besidder. Som her, hvor Iris møder ind hos en klient, og i stedet finder dennes datter opløst i gråd: ”Ord virker fattige i situationer som denne, men jeg ved at personlig erfaring, at de alle repræsenterer et lille plaster på såret. Selv modtog jeg mange støttende ord, da min far døde. ….Siden da er det gået op for mig, hvor glubende, næsten blodtørstige, knuste hjerter kan være, når det gælder kærligheden. At de tiltrækker den, griber fat i den og lever af den. Transcenderer den. ….Så jeg fortæller hende, at jeg er der for hende og håber på det bedste. At hendes mor er en bemærkelsesværdig kvinde, der har bragt mig til latter og til tårer. Hvor meget jeg har nydt at lære hende at kende.”

Dage efter Pierre er helt klart en feel-good roman. Skønt vi springer i tid og imellem tre fortællere er bogen letlæst, for hvert kapitel har overskrift efter kapitlets fortæller, og en undertitel der fortæller, hvis vi er tilbage i tiden. Den er meget velskrevet, og karaktererne bliver heldigvis lidt mere udfoldede end i de fleste af de feel-good romaner jeg ellers har læst og det gør, at jeg godt kan klare at den til tider er meget sukkersød.

Lån bogen på biblioteket