0 kommentarer

En kvindes forvandling af Édouard Louis

af d. 24. februar 2022
Info
 
Sideantal

108

Udgivet

2022

ISBN

97-87-86079-6

Originaltitel

Combats et métamorphoses d´une femme (oversat fra fransk af Francois-Eric Grodin)

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

I 2015 udkom en autofiktiv roman ved navn ”Færdig med Eddy Bellegueule” af den dengang kun 21-årige forfatter Édouard Louis. Romanen handlede om at vokse op i en fattig, voldelig og på alle måder dysfunktionel familie, – og desuden at være homoseksuel i et miljø, hvor det er at være homoseksuel er et skældsord.

Bogen blev efterfulgt af en kortroman om forfatterens far – og nu har forfatteren igen barslet med en bog. Denne gang også en kortroman med titlen ”En kvindes forvandling”, der handler om forfatterens mor.

Forfatterens mor blev mor første gang som 18-årig og endte med at føde 5 børn. Familien er fattig, både økonomisk og åndeligt. De voksne arbejder i ufaglærte jobs – hvis de da overhovedet har et arbejde. Moderens anden mand, der blev far til Édouard Louis, var en doven, ondskabsfuld tyran, der drak for meget og offentligt ydmygede sin kone. Børnene gentog ofte deres forældres mønster – bortset fra Édouard Louis, der fra en tidlig alder ønskede sig en anden tilværelse.

Som voksen flytter han til Paris, går på universitetet og omgås mennesker, der på alle parametre er anderledes end hans forældre.

Indtil en dag, hvor moderen vågner fra sin dvale. Hun forlader sin fordrukne og tyranniske mand. Hun flytter til Paris, hun flytter sammen med en ny mand, hun begynder at farve sit hår, tage noget andet tøj på og i det hele taget indse, at man ikke behøver at finde sig i at blive behandlet skidt resten af livet.

”En kvindes forvandling” handler om moderens liv og de valg hun har taget, måske også om de valg hun ikke har taget, der førte hende til to dårlige ægteskaber med fattigdom, ydmygelser og manglende overskud.

Det er på mange måder en trist bog, for det er en beretning om et kvindeliv, der på mange måder har været ulykkeligt. Samtidigt er der en slags håb i bogen, for moderen beviser netop, at det er muligt at bryde ud af den psykiske ghetto, som hun befandt sig i gennem mange år. Det er ikke uden omkostninger for sig selv eller børnene, at blive i et sygt miljø, men man fornemmer, at det også kræver uanede kræfter og mod at ændre tilværelsen til det bedre når man i årevis har hængt med røven i vandskorpen.

”En kvindes forvandling” er en bog, som gør stort indtryk, fortællingen er utroligt væsentlig, men også uendelig trist og rørende.

Èdouard Louis har bedrevet en umådeligt velskrevet og indfølende historie her, et overbevisende kvindeportræt og en mønsterbryder-roman i en og samme bog.

Meget overbevisende bog, der stensikkert ender med at lande på min personlige liste over årets bedste bøger i 2022.

Anmeldereksemplar.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter