Dyt for Stanley af Per Gammelgaard

Jeg fik lyst til at læse denne bog, fordi jeg synes titlen var humoristisk, og jeg kunne godt lide undertitlen “Lynhistorier”. Når man læser meget, kan det være forfriskende med en lille kort og let fordøjelig bog indimellem de mere tunge sager. Så min forventning til bogen var afslappet.

Jens Eichler Lorenzen fra Fyns Amts Avis skriver: “Så snart man får øje på hans lynteknik, åbner teksterne sig med ét, og man får øje på det store i det uendeligt små / En lille lynkineser af en bog, der glimtvis åbner nuet i al dets intensitet”.

Jeg fik slet ikke øje på lynteknikken – men lynkineseren mødte jeg, for bogen var hurtigt læst og tynd var den også. Måske læste jeg den så hurtigt, at jeg ikke fik øje på teknikken? Jeg læste den en gang til – men nej, det er slet ikke en genre for mig.

Bogen er visse steder nogle øjebliksglimt fra en almindelig hverdag, og dem kan jeg godt lide. Hvis man træder ind i et rum, er det tit stemningen og de mærkeligste detaljer man lægger mærke til. Og det tog jeg til mig og fandt interessant. Andre steder er jeg et stort spørgsmålstegn omkring, hvad det hele skal gøre godt for.

Bogens figurer går igen i flere kapitler, men jeg fik ikke på noget tidspunkt et klart og personligt forhold til nogle af dem.

Det er ikke Per Gammelgaards skyld, snarere mangel på litterær uddannelse hos denne læser.

Jeg er lidt flov over, at jeg ikke kan finde på mere at skrive om bogen – men læsefornøjelsen har været lig nul, og jeg undrer mig over, hvem målgruppen for bogen er. Selv har jeg ikke noget bud og jeg kender ikke nogen, jeg kan forære den lille sag til efterfølgende. Måske jeg skal sende den til Stanley?

Læst og ikke forstået. Undskyld.

Lån bogen på bibliotek.dk