Det ligner en sorg af Christel Wiinblad

Christel Wiinblad er for mig som vinterens snefnug; hun er knugende barsk, englesart og fyldt med en særlig storhedsskrøbelighed. Wiinblad skriver meget, meget smukt og ikke som nogen anden.

Digtsamlingen handler om sorg; ‘det er til at se/ at jeg ikke længere/ kan se/ vandrende uden lyset/ og med det – / vandrende/ uden rodnet, uden/ min lillebror / min eneste anden/ i ånden – / jeg er tilbage / i det tunge kød/ i kroppens/ fortærende / fængsel(.)’
Og sørgeligt er det. Men der er også meget lys og håb i denne sorgsamling.

Digtsamlingen bærer præg af en barok kristendomslignende verdensopfattelse og her er altid lys i mørket, skønhed i døden og storslåethed også i det, der er “nede på jorden”. Fx lyder digtet Slange;
‘min drivende gang/ gennem lag af gader/ i de samme gader/ i de samme stier/ jeg gik/ dengang/ med ham/ som med dem/ alle sammen som/ på én gang/ som vi gik dengang/ i fortidskroppe/ før verden/ gik under, lige før/ verden/ blev skabt/ som nu/ lige før/ den i morgen/ for første gang/ skabes’

Jeg synes, “Det ligner en sorg” er fyldt med vidunderlige digte og jeg er vild med Wiinblads måde at bearbejde sorg på i denne digtsamling.

Lån bogen på Bibliotek.dk