Dyndkongens datter af Karen Dionne

Spændingsroman og thriller er nogle af de mærkater der sættes på Karen Dionnes roman “Dyndkongens datter”. Og jo, den har da elementer af både spænding og thriller, men den er så meget mere end det. Romanen er i mine øjne mest et psykologisk drama, og et særdeles velskrevet et af slagsen.

Helena Pelletier har en hemmelighed: Hendes far kidnappede hendes mor som fjortenårig. Helena er undfanget og opvokset i Michigans ødemark i et bjælkehus, hvor hun boede med sin mor og far og lærte at fiske, jage og spore dyr. Uden nogensinde at møde andre mennesker. Hun elskede sit liv i naturen og anede ikke uråd. Og på trods af sin fars uberegnelige adfærd, så elskede hun ham … indtil hun som tolvårig fandt ud af, hvad han havde gjort. Femten år senere er Helenas far, Dyndkongen, som han blev kaldt af pressen efter et HC Andersen-eventyr, flygtet fra fængslet. Helena begiver sig straks ud for at fange ham med sin riffel. Hun er den eneste, der kan spore ham, for alt, hun ved om overlevelse og jagt, har hun lært af ham.

“Dyndkongens datter” har navn efter H.C. Andersens eventyr af samme navn. Det er ikke unormalt at forfattere citerer andre forfattere i deres romaner, men jeg kan ikke mindes tidligere at have set så lange passager puttet ind i en roman. Det fungerer dog rigtig godt, og er med til at bringe en form for dybde ind i romanen.

Under den voksne Helena Pelletiers jagt på sin far, tænker hun tilbage på sin barndom og opvækst i ødemarken. Hun tænker på sin mor, på sin far og det liv de havde der. Den voksne Helenas had til den mand der ødelagde hendes og hendes mors liv fremstår tydeligt. Det samme gør den lille pige Helenas altoverskyggende kærlighed til samme mand. Helena var 12 år gammel da hun første gang så andre mennesker end hendes forældre, og indtil da var hendes far den akse hele hendes verden drejede sig om. Selv om han var hård og voldsom i sin opdragelse af datteren, var han også den der lærte hende alt hvad hun vidste. Forholdet til moren var ikke specielt godt. Helena havde svært ved at respektere hende, og så hende efterhånden næsten som hendes far så hende.

Denne dobbelthed i had-/kærlighedsforholdet til Helenas far, og den voksne Helenas voksende forståelse af sin mor, er blændende godt beskrevet, og man suges ind i handlingen i en grad som man ikke ofte oplever. Karen Dionne er virkelig god til at tegne sine karakterer. Jeg kan mærke Helena og hendes kærlighed, og senere had, til faren. Jeg kan mærke morens frustration og ulykke, og jeg afskyr den mand der er skyld i det hele.

Hvis du læser “Dyndkongens datter” som en spændingsroman, kan jeg frygte at du bliver skuffet. Som sagt er den meget mere end det, og netop derfor bør du unde dig selv at læse bogen.

Karen Dionne, der har skrevet andre bøger, udkommer med “Dyndkongens datter” for første gang på dansk.

Lån bogen på Bibliotek.dk