0 kommentarer

Dragesten 2 – Sersi Wicca af Ry Kristensen

af d. 7. oktober 2021
Info
 
Sideantal

289

Udgivet

2021

ISBN

9788793756373

Udgave

1.

 

To år skulle der gå inden vi endelig fik anden del af fantasyserien Dragesten, men det har været ventetiden værd. Jeg kunne dog ikke huske hele handlingen fra Dragehjerte, heller ikke selvom jeg genlæste de sidste par kapitler, men jeg husker den som både medrivende og nyskabende. Især scenerne med Le, der ledsagede en heks i hendes vogn var temmelig gode.

Søskendeparret Le og Mark er dragemennesker. Når de tager en speciel sten i munden forvandles de til drager. Den evne er der mange andre der også har, og den bruger de i kampen mod General Nok, der har overtaget magten i landet, i ledtog med seks hekseklaner.

Le og Mark er tilbage hos deres mor og farfar efter strabadserne i Dragehjerte, alt ånder idyl. Mark fløjter en melodi han har hørt på sin rejse, og hans mor fortæller ham, at kun hans far kendte den melodi. Vi får hurtig fornemmelsen af, at Mark vil prøve at finde sin far, men historien tager en hel anden retning. Modstandsbevægelsens base bliver angrebet af hekse og harpier og et vældigt luftslag udvikler sig mellem drager og hekse.

Senere lykkes det dragemenneskene at fange en heks, der dog hurtig viser sig, at være et barn, som Mark begynder at tale med. Han øjner at nogle hekse hellere vil fred en krig, og en farlig plan ser dagens lys.

Ry Kristensen har skrevet en særdeles spændende fortsættelse i det fine fantasyunivers med hekse og drager. Kampen mellem det gode og det onde får flere nuancer, med opståelsen af splid på begge sider. Det er en fin måde på at afspejle den virkelige verden. Intet er sort-hvidt.

Venskaber og familierelationer bliver sat på prøve, hvor ligger tilliden og troskaben? Især Mark kæmper en kamp med sig selv og sin nye overbevisning.

Selvom bogens målgruppe er 4.-7. klasse, med et lixtal på 22, så er jeg som voksen fortræffeligt underholdt. Jeg kan selvfølgelig regne en del af handlingen ud på forhånd, men bliver dog også overrasket ind i mellem. Symbiosen mellem hekse og drager er godt fundet på, og det drabelig luftslag var virkelig intenst! Samtidig er bogen fuld af humor, hjertevarme og feelgood scener, så alle kan være med.

En virkelig flot og dragende (!) forside. Og tusind tak for at have lyttet til mit ønske: Kortet sidder nu på indvendig side af både for- og bagside, så skønt, flere fantasyforfattere burde bruge samme metode!!

Anmeldereksemplar

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter