Dødssøbølger af Rune T. Kidde

Da jeg gik i 7. eller 8. klasse omme i 70’erne, elskede jeg at snige mig ind på skolebiblioteket i frikvartererne, og læse Rune T. Kiddes tegneserier. Jeg kan ikke længere huske hvad de hed, kun at det var noget med astronauter, og den slags. Jeg var voldsomt fascineret af hans vanvittige historier og spøjse replikker. Siden har jeg læst hans genfortællinger af gode gamle eventyr for mine egne børn. Fortællinger så sindssyge, at det ofte resulterede i, at vi alle sammen lå på gulvet og vred os af grin.

Stor var min glæde derfor, da jeg opdagede at hr. Kidde havde begået en vaskeægte roman, og voldsom var den iver hvormed jeg kastede mig over læsningen af samme.

Skuffelsen over ”Dødssøbølger” var næsten fysisk tilstede i stuen når jeg læste.

Jogvan tror han er færing, og bliver indlagt på Sankt Johannes Hospital. Gennem afskrifter af Jogvans samtaler med en psykiatrisk overlæge, fortælles Jogvans historie. En historie der starter midt i vanviddet, og meget hurtigt bevæger sig dybere og dybere ned i samme. Man skal ikke mange kapitler ind i bogen, før den bliver ulæselig. Der er så ufatteligt mange ord, sammensat i fuldstændigt meningsløse sætninger, at det meget hurtigt bliver utroligt trættende.

Af bogens bagsidetekst fremgår det, at:

“Dødssøbølger er en harsk og galgenhumoristisk kommentar til kvinden og manden i verden af i dag, og intet i denne bogs vandring på kanten af menneskesindets knivsæg er, som det ser ud til at være – det er værre.”

Hvordan bogen skulle være en kommentar til noget som helst, har jeg vanskeligt ved at se. Det eneste jeg ser, er vanvid. Men om det er historien, forfatteren, eller begge der er ramt, er jeg ikke helt sikker på.

I gamle dage var Kidde vanvittig på den fede måde. Nu er han hverken fed eller vanvittig. Grotesk, meningsløst papirspild og lignende, er de ord der ligger først for, når jeg tænker tilbage på timerne med ”Dødssøbølger”. At man har slået sit navn fast som forfatter, er ikke ensbetydende med, at alt hvad man skriver bør udgives.

Faktisk er det skræmmende, at man kan få udgivet så elendig en bog. Hvor er litteraturpolitiet, når man skal bruge dem?

Lån bogen på bibliotek.dk