0 kommentarer

Det lykkelige Arabien af Thorkild Hansen

af d. 17. marts 2023
Info
 
Sideantal

454

Udgivet

2022

ISBN

9788702360936

Udgave

7 udgave 1 oplag

 

Som barn kan jeg huske at mine forældre med stor glæde læste Thorkild Hansens bøger, og jeg husker stadig førsteudgaven fra 1962 der lå på min mors sybord og så så spændende ud. Da jeg også altid har interesseret mig for opdagelsesrejsende, så var jeg slet ikke i tvivl da Det lykkelige Arabien om den danske ekspedition fra 1761 til 1767 i anledning af 60-årsjubilæet blev genoptrykt, denne bog måtte jeg simpelthen læse.

Handlingen er nok kendt af de fleste, vi følger den videnskabelige ekspedition til ‘ Østerlandene’ som Frederik V har sat i søen. De seks forskere ombord er lægen Christian Carl Kramer, den professionelle tegner Georg Wilhelm Baurenfeind og tjeneren Lars Berggren, samt de tre der er grundstammen i togtet, sprogforskeren Frederik Christian von Haven, den svenske botaniker Peter Forsskål og kartografen Carsten Niebuhr. Opdraget er at de skal foretage undersøgelser af alt de støder på under vejs, arkæologi, geografi, historie, sprog og kultur samt indsamle indsamle planter, fossiler og naturalier og endelig skulle alt opmåles og bearbejdes til kort over lande og byer.

Torkild Hansen, har virkelig formået at få romanen til at leve, man føler man er med på ekspeditionen og næsten er en del af de intriger og udfordringer der opstår undervejs. Som læser er man sammen med mennesker af kød og blod og hele turen rulles op som en film for det indre blik.

I forhold til den oprindelige udgave er bogen i moderne retskrivning, og så indeholder den også en del tillæg. Nyskrevet forord af Anne Haslund Hansen, der er seniorforsker på Nationalmuseets Antiksamling, Thorkild Hansens kronik d 6/8-1960 Det lykkelige Arabien bragt i information, samt uddrag af hans dagbog om bogens tilblivelse, og sluttelig Tom Kristensens boganmeldelse bragt i politikken 1962.  Bogen er løbende illustreret med nogle af de kobberstik som Niebuhr brugte som dokumentation for sine iagttagelser

Bogen fremstår smukt i sin indbinding med guldtryk af Palme mod en varm baggrund der illuderer ørken. Den er velskrevet, og Thorkild Hansens skrivestil fænger, så nu vil jeg gå i min fars bogreol følge op med trilogien “Slavernes kyst” (1967), “Slavernes skibe” (1968) og “Slavernes øer” (1970), om den danske trekantshandel.

Bogen er et anmeldereksemplar.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter