0 kommentarer

Sne og hund – Knud Rasmussen af Vibe Termansen

af d. 21. november 2025
Info
 
Sideantal

61

Udgivet

2025

ISBN

9788762745384

Udgave

1 udgave 1 oplag

 

Vibe Termansen’s bog ‘Sne og hund – Knud Rasmussen’, foregår mest på Grønland og en lidt anden tilværelse end de fleste børn vokser op i. For som der står på bogens bagside tekst:

“Da Knud var 10, fik han tre hundehvalpe. Da han var 12, havde han otte hunde og sin egen bøsse. Skolen var derimod ikke så interessant. Han ville ud, ville han. På ekspeditioner i det kolde nord. Og det kom han, på den ene ekspedition efter den anden.
Det var ikke gratis. Dels var der den ekstreme kulde, manglen på mad, farligt terræn og sygdom. Dels var der konger, statsministre og præsidenter, der ville møde ham. Journalister og fotografer alle vegne. Det kunne gøre ham så flad, at ikke engang en hund gad slikke ham op. Så hellere slås med isbjørne og snestorme. Læs om Knud Rasmussens eventyr i Kalaallit Nunaat, menneskenes land – med sne og hunde.”

Sne og hund – Knud Rasmussen, er for de 10-16 årige, idet bogens lix ligger på 28 (beregnet ud fra side 48) hvilket svarer til en let øvede læsere. Bogen er i min optik en biografi, da den følger Knud Rasmussens liv fra vugge til grav, med vægt på de mange ekspeditioner og rejser han foretog. Men den ligger lidt i en gråzone med hæld over mod at være en fagbog. Der hvor det faglige kommer ind, er de mere faktuelle oplysninger i forbindelse med hans ekspeditioner, så som beskrivelse af udstyr og ruter for turene over isen. Bagerst i bogen er der et fint afsnit med ordliste. Det er en dejlig bog, teksten er velskrevet og der er masser af Rikke Bisgaards fine illustrationer til at underbygge den. Et godt vindue til at åbne for børns interesse for polarforskere og Grønland. Jeg har selv brugt den til oplæsning for mit ene barnebarn på ni, og det har resulteret i at vi nu har lavet en aftale om en udflugt til Hundested hvor vi skal se Knud Rasmussens museum. Så klart en bog jeg kan anbefale til nysgerrige og videbegærlige børn.

Vibe Termansen (1977) er cand.mag. i historiker og østeuropastudier. Hun arbejder som freelance journalist med speciel interesse for Centraleuropa. Hun har arbejdet på den danske ambassade i Warszawa og været tilknyttet Weekendavisen hvor hun udviklede og redigerede børneavisen Faktisk. Vibe Termansen har også lagt vejen forbi Information og Demokrati i Europa Oplysningsforbundet. I 2019 udgav hun Kampen om Centraleuropa på Gads Forlag, og hun har fra tid til anden optrådt som ekspert i medierne herunder DR2’s Deadline. I 2020 udkom hun med børnebogen Spillemand – Kim Larsen.
Rikke Bisgaard er uddannet i visuel kommunikation fra Danmarks Designskole i 2003. Hun arbejder som freelancer hovedsageligt med bladtegning og illustration til forbruger magasiner, fagblade og børnebøger. Rikke arbejder med digital collage, hvor hun eksperimenterer med forskellige formudtryk og forsøger, at skabe skæve, poetiske og æstetiske illustrationer med underspillet humor og alvor.

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt af forlaget Gads Børnebøger, hvilket dog ikke har påvirket min bedømmelse af bogen

 

lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter