0 kommentarer

Den ekstraordinære rejse 1. del af Denis-Pierre Filippi

af d. 2. januar 2020
Info
 
Sideantal

48

Udgivet

2019

ISBN

978-87-97115-29-9

Originaltitel

Le Voyage Extraordinaire - Tome 1 - oversat af Lars E. Christiansen
Tegnet af Silvio Camboni
Farvelagt af Gaspard Yvan

Udgave

1. udgave

 

De to tegneseriespioner på E-voke, Lea og Lars, har endnu engang opsnuset en særdeles unik perle af en serie. Igen er det i en tegnestil, som jeg normalt går udenom, og endnu engang bliver jeg mindet om, at jeg bør udfordre mig selv lidt oftere, der kan i hvert fald komme en overraskende god læseoplevelse ud af det.

Tegnestilen er i det cartooniske hjørne, og det undrede mig ikke, da jeg kunne se at Silvio Camboni står krediteret for Anders And og Mickey Mouse udgivelser. Ikke at stilen er Andebysk, faktisk fik jeg mere associationer til Disneyfilmen Atlantis, da jeg så forsiden af Den ekstraordinære rejse. Men som eksemplet nederst nok også fremhæver, så er personerne tegnet med store øjne, tændstiktynde ben og talje, ikke noget der tiltaler mig voldsomt, men ved anden gennemlæsning havde jeg vænnet mig til det, og hold fast hvor er resten bare mega flot tegnet!

Jeg bliver allerede fanget på første side, hvor man får oplyst: ”Normandiets kyst, 1927. Første Verdenskrig”, mærkelige bombefly med svastika på vingerne, som på næste side bliver smadret af en kæmpe robotarm, der skyder op af vandet. Med andre ord, vidunderlig steampunk!

Émilien og Noémie er fætter og kusine og pænt stuvet af vejen på en kostskole. Til deres overraskelse bliver de hentet hjem i ferien, selvom de ikke har set deres forældre i årevis. Noémies forældre har travlt med at rejse verden rundt og Émiliens far er forsvundet midt i et videnskabeligt forsøg.

Begge børn er selv små opfindere, så der går ikke længe før de er på sporet af den forsvundne opfinder.

Udover at historien er utrolig flot tegnet, så er den både vittig og rørende fortalt. Især Noémis mimik, når hun (helt retfærdigvis) bliver pigesur og fornærmet, er mesterligt ramt. Jeg kunne godt føle, at tegneserien henvender sig mere til det lidt yngre publikum, men jeg var nu alligevel rigtig godt underholdt. Det er godt fundet på med den 3. aksemagt i krigen, som med mystiske robotter deler sol og vind lige, og smadrer alt og alle på de to andre sider.

Endnu en flot serie, som jeg nok bliver nødt til at følge med i. Indtil videre er der udkommet 6 bind, og bind to er klar på dansk til maj.

Lån tegneserien på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter