De tørstige af Søren Toft
320
2014
978-87-638-2744-7
En vinternat i 1984 sendes den 14-årige Daniel Stark på et ufrivilligt weekendophold hos sin næsten ukendte farfar som er bosiddende på den lille danske ø, Sejerø. Farfaren, som går under navnet, Theodoren fra Villa Blåvand, gør et stort og uudsletteligt indtryk på den unge teenager. Weekenden hos farfaren bliver skelsættende for Daniels tilværelse og ikke mindst hans karrierevalg senere i livet.
22 år senere i 2006, lancerer Daniel Stark sin banebrydende opfindelse “World Straw®”, – Et sugerør som kan rense forurenet drikkevand, så indbyggerne i verdens fattigste lande ikke bliver syge af at drikke vandet fra de nærliggende floder.
Filminstruktøren Oleg Magnussen får til opgave at filme lanceringen af opfindelsen og samtidig lave en dokumentarfilm om opfinderen Daniel Stark. Olegs målsætning er, at illustrere virkeligheden, som den er. Men det viser sig hurtigt, at den nu for længst afdøde farfar, Theodoren fra Villa Blåvand, ikke er sådan at komme uden om.
Det bliver starten på en vilter historie fuld af slægtsfejder, sømandskrøniker, glubske tigre, sandhed og løgn, bryllupsklokker, rene motiver i en beskidt verden og ikke mindst skummende fadøl.
Titlen ”De tørstige” refererer dels til de danskere der lidt for ofte kigger dybt i vinflasken og dels til de fattige som lever i verdens ulande og som ikke har adgang til rent drikkevand. Begge parter er repræsenteret i Tofts roman, der både geografisk, menneskeligt, miljø- og tidsmæssigt springer rundt. Det ene øjeblik skriver vi 1984 og befinder os i Danmark på idylliske Sejerø. Øjeblikket efter er vi sprunget mere end tyve år frem i tiden og befinder os på et helt andet kontingent blandt den fattigste del af verdens befolkning.
Handlingen foregår i et hæsblæsende tempo som ikke levner megen tid til at fordøje de mange indtryk og sceneskift i fortællingen. Derfor skal man som læser virkelig holde tungen lige i munden for at bevare overblikket.
De ufuldstændige personskildringer af bogens figurer, der som følge heraf fremstår karakterløse og uden substans, bidrager ligeledes til, at man som læser nemt mister koncentrationen. Hovedpersonerne er simpelthen ikke tydeligt nok skildret til at fastholde læserens interesse.
”De tørstige” forekommer i det hele taget stærkt komprimeret. Det er mit indtryk, at Søren Toft har forsøgt at presse mest muligt ned på bogens 320 sider. Jeg tror, fortællingen ville vinde meget ved tydeligere personskildringer og indlagte “åndehuller” for at give læseren mulighed for at trække vejret inden næste sceneskift.
Et sugerør slår knuder på sig selv, fristes jeg næsten til at skrive, fordi, det er en underlig knudret fortælling. Desværre formår forfatteren ikke at rette sugerøret ud og gøre handlingen flydende og let tilgængelig, så man som læser virkelig bliver indfanget af romanen. Det er ærgerligt, og bevirker, at de mange sømandskrøniker og eventyrlige anekdoter mest af alt får karakter af ligegyldig fuldemandssnak og palaver henover bordet på det lokale værtshus.
Er du til sømandsskrøner, eventyrlige fortællinger og beretninger fra en excentrisk globetrotter, så vil du sikkert finde ”De tørstige” både humoristisk og interessant. Men tilhører du, som undertegnede, ikke denne målgruppe, vil romanen hurtigt komme til at kede dig. Du vil savne dybde, realisme og substans i historien.
