Længere væk af Jonathan Franzen

”Vi mister aldrig håbet, for vi har ikke høje forventninger.” Denne perle af en replik, der rummer al Asiens mytiske uudgrundelighed, leveres af en kineser, som den verdensberømte forfatter Jonathan Franzen besøger for ved selvsyn at konstatere, hvor galt det står til med fuglebestandene og deres habitater i det gennemindustrialiserede Kina. Det ser sort ud, ikke mindst for en utålmodig vesterlænding, men så er det, at Yifei smider den indledende replik på bordet.

“Længere væk” er en herostratisk berømmet essaysamling af forfatteren til “Korrektioner” og “Frihed”, to hovedværker i nyere, amerikansk litteratur. Anmeldere fra store aviser i ind- og udland flyder over af roser.

Personligt føler jeg mig snydt!

Jeg synes, det er et billigt trick at samle en masse småtekster af en berømt forfatter i et bogværk, hvis der ikke er en rød tråd i dem. I denne bog er der to hovedstrømme: Franzens bekymring for truede fuglearter (hvilket ikke interesserer mig, sorry) – og hans overstrømmende begejstring for en række mig ubekendte forfattere: Christina Stead, Donald Antrim, David Foster Wallace, James Purdy, Paula Fox…

Franzen er også fan af Alice Munro, men hans indignation over hendes manglende anerkendelse bliver lidt overflødig, når teksten er så gammel, at hun i mellemtiden har fået Nobelprisen.

Et makværk af et ”interview” med staten New York skæmmes yderligere af, at det foregår, mens Clinton var præsident. Hvis det nogen sinde har haft aktualitet, er det altså længe siden.

Franzen er på mange måder et beundringsværdigt menneske. Han tager konsekvensen af sine holdninger og rejser til den chilenske ø ved verdens ende, Masafuera (der betyder “længere væk”), Kina og Europa for at forfølge sin brændende bekymring for fugles ve og vel. Pludselig bliver manden imidlertid så stiktosset over cyprioternes og italienernes despekt for fugleliv, at han i fuldt alvor døber et af sine essays ”Det hæslige Middelhav” og sviner områdets smukke natur og beboere til. Det er trist at se en af de store, moderate amerikanere sætte sig op på den høje, moralske hest og pege fingre over oceanet. Vi alt for få demokratiske, humanistiske og oprigtigt miljøinteresserede individer på hver side af Atlanten skal arbejde sammen, ikke lukke verbal forurening ud, der uvilkårligt vil forgifte vores fremtidige relationer.

For folk med bedre skønlitterær forstand eller mere dybfølt fugleinteresse end jeg vil “Længere væk” måske have større relevans. Franzen er jo forrygende godt begavet og skriver fabelagtigt. Lige denne bog forekommer bare at være et ligegyldigt roderi, især på dansk.

Faktisk har bogen affødt en ny skepsis over for den store forfatter. Hans næste værk vil uundgåeligt blive mødt med ægte asiatisk fatalisme: ”Vi mister aldrig håbet, for vi har ikke høje forventninger.”

Lån bogen på bibliotek.dk