De sidste dage-digte af Sternberg
Med digtsamlingen “De sidste dage-digte” lukker og slukker Sternberg for sin tidsserie-pentalogi, hvor der tidligere er udkommet “Stenalderdigte” (2011), “Depressionsdigte” (2014), “Guldalderdigte” (2016) og “Tidsrejsedigte” (2016).
Jeg har ikke læst de foregående fire digtsamlinger, og kender derfor ikke forløbet i pentalogien. “Depressionsdigte” står dog et eller andet sted på en af mine bogreoler, og den burde jeg nok finde frem og læse ved lejlighed.
Gennem sine digte om de sidste dage, lader Sternberg det sidste menneske i verden få ordet. Det kommer der en række filosofiske betragtninger ud af, der alle kredser om døden og den endegyldige opløsning.
Digtene er for de flestes vedkommende for så vidt velskrevne, men mange af dem benytter et billedsprog som jeg aldrig rigtig fik fat i, og derfor var der mange af digtene jeg hverken kunne finde hoved eller hale i. Det der står tydeligst for mig, er deres kredsen om afslutningen og om det så bare var det, eller der er mere bagefter. Sternbergs sidste menneske taler meget til dem der gik forud – og når man er det sidste menneske, er der jo heller ikke så mange andre at tale med. Der tales om alt det der aldrig blev sagt, de børn det sidste menneske aldrig fik (og derfor nu er det sidste menneske), om det der kunne have været anderledes og det som det hele ender med når det sidste menneske ikke længere lever.
Selvom digtene er et filosofisk tankeeksperiment, er der også meget brugbart her og nu. For mig blev det til tanker om at huske at sige det der skal siges, at huske at gøre det der skal gøres, mens tid er.
Tilbage står så den samlede oplevelse af “De sidste dage-digte”. En oplevelse jeg ikke helt kan gribe om. Der var fine ting i digtene, men det overordnede indtryk er nok at jeg har læst en hel masse sætninger, som jeg ikke forstod ret meget af. Samtidig nød jeg den “musik” der var i ordene og sætningerne. Ikke en musik der åbnede digtene som sådan, men rytmen og klangen i dem gjorde dem til en god oplevelse. Om jeg så nogensinde bliver helt sikker på hvad Sternberg har på hjerte, er jeg lidt i tvivl om.
