Davidsstjerner af Kristina Ohlsson

Dette var mit første bekendtskab med Kristina Ohlsson – og sikke en moppedreng af en bog, der kom ind af døren. Men trods de mange, mange sider – vendte bladene sig stille og roligt af sig selv, og inden jeg fik set mig så snip-snap-snude, så var den historie ude.

Bogen tager afsæt i en fiktiv israelsk legende om Papirdrengen, der kommer om natten og tager de små børn.

Side 5: “Han sover om dagen og vågner, når solen går ned” hviskede Avital en dag, hvor de gemte sig i hans hytte i træet, så David ikke ville blive nødt til at gå hjem. “Så udvælger han et barn, som han har tænkt sig at nappe, og så gør han det”. David kunne mærke, hvordan hans mave trak sig sammen. “Hvordan vælger han?” hviskede han. “Det ved man aldrig. Det eneste man ved er, at ingen kan vide sig sikker”.

Side 7: “Der nåede at gå flere årtier. David og Avital forlod den by, de var vokset op i, og endte som ved et tilfælde i den samme kibbutz. Så kom han. Papirdrengen. Et barn forsvandt fra kibbutzen. I ti dage og ti nætter ledte de voksne efter ham sammen med politiet og militæret. Til sidst fandt de hans lig, så ilde tilredt, at man ikke ville fortælle de andre børn, hvad der var sket med ham. Men de vidste det alligevel. David og Avital, der nu var voksne mænd, kiggede på hinanden og mødtes i tavs forståelse. De vidste, hvad der var sket med drengen. Det var Papirdrengen, der havde taget ham. Og det var kun et spørgsmål om tid, inden han ville vende tilbage.”

David og Avital er hver med deres familie flyttet til Stockholm. En dag rystes det jødiske samfund, da en pædagog bliver skudt på den jødiske skole og to jødiske drenge forsvinder, for senere at blive fundet skudt med hver en papirspose over hovedet. Der trækkes spor tilbage til den israelske legende om Papirdrengen og det bliver en svær opgave for politiet at løse. Imens gætter man som læser på fuld kraft på, hvem der er skurken. Så forsvinder en lille jødisk pige, og man sidder helt ude på stolen.

Bogen er bygget lidt sjovt op – idet man kort efter indledningen går direkte til afslutningen, og i fragmenter skifter vi mellem slutningen og starten. Til at begynde med virker det forvirrende, fordi de personer, der optræder i slutningen, ikke er introduceret i den parallelle tid man ellers læser om. Men efterhånden som man vænner sig til det, bliver det ret uhyggeligt at vide, hvad det hele ender med – og så alligevel, det ved man ikke. Flere gange måtte jeg dog vende tilbage og læse et kapitel en gang til for at kunne følge handlingen. Lidt skidt, og det er den primære årsag til at bogen kun får 3 stjerner af mig – for plottet og indholdet scorer 4 stjerner.

En anderledes og spændende krimi, der bestemt var de mange læse-timer værd. Og bogens titel er en gåde for sig selv.

Lån bogen på bibliotek.dk