0 kommentarer

Vers om livet og døden af Amos Oz

af d. 22. februar 2022
Info
 
Sideantal

151

Udgivet

2010

ISBN

978-87-02-08119-0

Originaltitel

Haruzei Hahayim Vehamavet (oversat fra hebraisk af Hanne Friis)

Udgave

1. udgave, 2. oplag

 

Da den israelske forfatter, journalist og litteraturprofessor Amos Oz døde i 2018 efterlod han sig et længere forfatterskab, der især består af novellesamlinger og romaner.

Denne anmelder har tidligere læst to af forfatterens novellesamlinger, der er anmeldt her på bogrummet.dk. Det skal siges, at novellerne er aldeles fremragende, så det var med høje forventninger jeg nu gav mig i kast med en af forfatterens romaner.

”Vers om livet og døden” er en kortroman på 150 sider, der trods sit beskedne sideantal har meget at byde på.

Det er aften. Bogens hovedperson er forfatter og er inviteret til at holde et foredrag i medborgerhuset Shunia Shor, hvor han skal tale om sin seneste bog. Der vil være oplæsning og spørgsmål fra læserne bagefter – og forfatteren gider det ikke. Han ved hvilke spørgsmål der plejer at komme og han ved også hvad han altid plejer at svare – intet nyt under solen.

Forfatteren fordriver tiden op til arrangementet med at sidde på en cafe. Både på cafeen – og senere til arrangementet – opdigter forfatteren historier om de mennesker der er på cafeen og til arrangementet og på den måde blandes virkelighedens personer sammen med de personer og hændelser, som forfatteren opdigter.

Bogen indeholder så at sige en historie inde i historien – og det er i virkeligheden dragende, at være vidne til hvordan handlingen skrider frem og hvad forfatteren får ud af at observere de forskellige mennesker.

Der er temmelig mange personer i denne kortroman, omkring 30 forskellige personer. Omend de er spændende er der faktisk tale om et lidt for stort persongalleri på de relativt få sider, som romanen består af. Denne anmelder havde foretrukket, at halvere antallet af personer og at man så til gengæld havde lært personerne endnu bedre at kende. Det bliver lidt for meget af det gode.

Når det er sagt, så er der tale om en rigtig fin og gennemarbejdet roman. Det er en virkelighedsnær og troværdig hverdagshistorie, som er velskrevet og som er en læseværdig fortælling om de forestillinger vi gør os om os selv og om andre mennesker.

Lån bogen på biblioteket

Bedømmelse
Karakter