0 kommentarer

Bundfald af Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm

af d. 13. maj 2016
Info
 
Sideantal

495

Udgivet

2016

ISBN

978-87-7137-012-6

Udgave

1. udgave, 1. oplag

 

Denne bog er annonceret som en spændingsroman om mord, magt og misbrug. Det, synes jeg, er falsk varebetegnelse. I stedet er bogen en anden vinkel at angribe den traumatiske fortid som Lisbeth Zornig har haft på. I det gratis blad ”Lime” fra Netto udtaler Lisbeth Zornig om bogen: ”At fortælle min historie har ikke længere nogen terapeutisk effekt for mig. Det handler snarere om, at jeg håber, at jeg kan inspirere andre til at se deres egen historie i øjnene. Håbet er, at en skønlitterær bog kan nå nogle af dem, vi ikke har kunnet nå med det arbejde, vi har lavet indtil nu”.

Bogen handler om Malene, der sammen med sine brødre er blevet misbrugt som barn. Til forskel fra brødrene har hun klaret skærene udadtil – har taget en uddannelse og gjort karriere, men vi fornemmer snart, at Malene har mange dæmoner at slås med. Dæmoner, der gør det svært for hende at have et normalt kærlighedsliv ,og hun er endt som en hun-ulv med et umætteligt og ikke særligt tiltalende forbrug af mænd.

Parallelt følger vi Malenes bror Ronny, der er endt som kriminel, alkoholiker, pillemisbruger og narkoman.  Han er så uheldig at komme til at forføre sin egen teenagedatter  (han ved ikke, han har en datter, men alligevel en mærkelig scene, der spindes videre på) og kommer også i bad standing i det kriminelle miljø.

Hvis man kender til Lisbeth Zornigs egen historie, er Malene hende selv og Ronny hendes bror, hvis død blev rubriceret som et selvmord, selvom der var flere mystiske omstændigheder omkring det. Men samfundets bundfald gider politiet ikke bruge ressourcer på.

Malene bliver involveret i netværket ”De Brændte Børns Familie”, der har til formål at gøre livet surt for pædofile og redde nogle af de mennesker, der misbruges. Netværket består af mennesker, der selv har haft misbruget inde på livet. Undercover gør de en forskel og får standset nogle ”svin”, men de overfortolker også situationer med fatale følger.

Uden at komme fra Nakskov var jeg bestyrtet over, at man hænger Nakskov ud som en yngleplads for djævle og afskum. Hvorfor har forfatterne fundet det nødvendigt? Kunne de ikke have opfundet en anonym by – for pædofili og misbrug trives desværre ikke kun i Nakskov. Jeg tror ikke boghandlerne i Nakskov står på ryggen af hinanden for at promovere denne bog.

Personligt bryder jeg mig ikke om missionen med at lave en skønlitterær bog for at få flere ofre ud af busken. Det var naturligvis forfærdeligt at læse om misbruget, men til tider følte jeg, at der blev slået plat på uhyrlighederne for at kunne skrive en kommerciel bog. Hvis det ikke er et sigte på nogen måde, undskylder jeg mistanken.

Lisbeths medforfatter Mikael Lindholm, som i øvrigt er hendes mand, er uddannet journalist. Jeg kender ikke til hans skriverier, men der var ikke nogen specielle underlægningsmusik i denne roman, som gør den til den spændingsroman, den praler med på forsiden.

Tak for oplevelsen. Den var til at overse. Men stor respekt for det arbejde som Huset Zornig ellers laver. http://www.husetzornig.dk

Lån bogen på Bibliotek.dk

Bedømmelse
Karakter