Werner – oder was? af Brösel
144
1990
Den første Werner er et studie i rendyrket anarki. Frit og ufiltreret, ind imellem direkte dumt, og et bevis på at tyskere guddødme har humor!
Udgaven her er 34. oplag, hvorfor der er solgt knap 600.000 eksemplarer af denne undergrunds tegneserie. Det er sgu impönerende.
‘Werner – oder was?’ er scener, gags, korte historier og ualmindelige dumheder fra Brösels hånd om anarkisten Werner. I ‘ordnung muss sein’ vælter et par inkompetente og dybt korrupte tyske strissere rundt ved en trafikrazzia og forsøger at få afløb for deres frustrationer, men hver gang de får en bilist i fælden er det en af byens spidser. Dem kan man selvfølgelig ikke genere som man selv lyster, så selvom de enten er fulde eller bare ualmindeligt brutale trafikbøller, får de alle lov at slippe. Flipperen Werner i folkevognen venter der derimod alskens had og galde.
Etaten får i det hele taget på hatten, faktisk gennem hele forfatterskabet, men her i første bind er satiren spot on. Et par betjente, muligvis de samme som ved razziaen, eftersætter Werner da han på mc kører hen til sit stamværtshus. Men Werner er kvik i replikken så i stedet for straks at blive slæbt med på stationen, får han gang i en drikkedyst med betjentene. Og det går HELT galt.
Selvfølgelig er Werner arbejdsløs, og lønningsdagen hvor han kan hente sin pose penge på socialamtet, er gengivet i en fin lille ‘strofe’ med titlen ‘Hurra wir verblöden, für uns bezahlt der Staat’. Alt går naturligvis til øl – som han dog ikke selv når at drikke. Livet er hårdt og brutalt.
Det brutale liv på byggepladsen introduceres vi til, i den eneste scene fra debuten, som endte på det store lærred. Werner og et par kolleger sidder og drikker øl på byggepladsen, da mester kommer forbi og skælder dem ud for ikke at bruge hjelm. Hans egen hjelm er et lille knapt visuelt fnug, som danser som en glorie over ham. Har man set filmen, kender man udfaldet, men filmen er stærkt censureret, for i tegneserien overlever mester ikke. Det er en førsteklasses joke.
Digterkunsten behersker Brösel, set med en litterats elitære briller, sikkert ikke, men når han udgyder sine haikudigte gennem sit alterego Werner, rimer både digt og satire: ‘Der Führer war ein armes Schwein, er hatte keinen Führerschein’. Jeg har overgivet mig.
