Ondskabens uskyld af Preben Holm

Manden har kørt rundt i Midtjylland for at finde et egnet sted. Da det endelig lykkes ham, slæber han den omtrent 25 kg tunge bylt ind i skoven. Uheldigvis mister han en knap under sit forehavende. Morgenen derpå kører han på arbejde, og møder ind før de andre. Her hænger han frakken ind i en andens skab og tager selv en andens jakke. Men i sin iver efter at få styr på det hele, glemmer han, at hans nu afdøde mor havde sat en lap i nakken på hans egen jakke, hvorpå hans navn var broderet.

Et hop 30 år frem i tiden og vi møder igen kriminalbetjent Holger. Vi mødte ham også tidligere, men dengang blev sagen ikke opklaret. Man havde en mistænkt, og især knappen fik ekstra opmærksomhed, da teknikerne påpegede at knappen stammede fra en af politiets jakker, men kommissæren på det tidspunkt var ikke overbevist om at den havde relation til sagen.

[…]
“ Giv mig bolden, giv mig bolden!” råber Martin, “ så jeg kan skyde i mål.”
Martin er en livlig femårig dreng med halvlangt, lysblondt krøllet hår og usædvanligt blå øjne – faktisk så blå som en dybblå bjergsø på en klar sommerdag. Han er en usædvanlig smuk dreng.
Det bedste han ved er at spille fodbold hele dagen, hvis han fik lov.”
Ondskabens uskyld s. 23

Et barn forsvinder fra en børnehave. Det er supertilrettelagt og virker alt for nemt, det hele er organiseret fra højeste sted. En ordre bliver givet på en mobiltelefon, et “passende” barn bliver udvalgt og derefter lokket væk fra deres voksen, bliver bedøvet og trukket ind i en bil, og derefter ført til et sted med et kamera, hvor pædofile så kan vurdere og byde.

Løbende med kriminalsagerne er historien om Mona som selv er vokset op med misbrug fra sin stedbror. Det gør noget godt for historien at man osse får denne vinkel med, hvad det gør ved en person at blive misbrugt og hvad det afføder af hævnfølelse indeni, ikke mindst da hun en dag står ansigt til ansigt med manden, som hun ellers ikke har set siden hendes barndom.

Endnu flere børn forsvinder og liget af den lille Martin dukker op, men der er ingen spor at komme efter, da kroppen er smurt ind i blegemiddel.

Det er et superfølsomt og smertefuldt emne som forfatteren har kastet sig over og det er en balancegang, men jeg synes han klarer det fremragende. Jeg var lige ved at lægge bogen fra mig i starten, da handlingen virkede helt grotesk ondskabsfuld. Man sidder hele tiden med en følelse af, at handlingen kunne være virkelighed, da der indimellem kommer sager frem i medierne, som har lignende karaktertræk med bogen. Jeg er glad for at jeg ikke opgav bogen, for når man kommer længere ind i handlingen, hvor man følger både politiets men også Martins fars indsats for at finde de skyldige og få hævnet sin søn, skaber det lidt mere balance. Hermed også sagt at det er uundgåeligt, at man selv får overvejet nogle af de etiske dilemmaer vedrørende hævn samt om selvtægt kan retfærdiggøres.

Bogen har en fin stemningsfyldt, dyster forside, man ser en by ved aftentide, det er mørkt, overskyet og det regner. I himlen over byens skyline er de yndigste tre børn afbildet.
Jeg undrer mig lidt over titlen, “Ondskabens uskyld” om forfatteren hentyder til at pædofili skyldes sygdom eller måske er grundet svigt eller overgreb i barndommen. En forklaring på hvor ondskabens stammer fra, ja måske, men uskyld kan jeg ikke få øje på.

lån bogen på biblioteket