Bjørnen af Katrine Marie Guldager

Vibse er i krise. Midtvejskrise. Identitetskrise. Hun er ked af det, føler sig ubrugelig, kasseret, frustreret, arrig…

Vibses datter Laura er lige flyttet hjemmefra, og det kan Vibse slet ikke holde ud. Hendes lille pige har ikke længere brug for at være hos sin mor …

’Allerede dengang vi kom hjem fra hospitalet med hende, græd jeg. Fordi vi engang skulle skilles.’

Vibse er oveni datterens exit lige blevet fyret fra sit lærerjob, af skoleinspektøren Søren, som blev ansat 15 år senere end Vibse. Samarbejdsproblemer – næh, Vibse er bare en person der siger tingene lige ud, og ikke fedter for Søren – hun mener, at ærlighed varer længst – og det er så takken.

Og så er der Bent/Lars – manden hun har været gift med i 30 år. Han er noget så irriterende, forstår ikke Vibse, siger de forkerte ting, trøster på den forkerte måde, er ikke sådan rigtig solidarisk med Vibse. Da Vibse er ulykkelig over at datteren er flyttet, har hun et skænderi med Bent.

’Bent kom ud og dunkede mig på skulderen, som om jeg var en gammel militærkammerat. En fucking fiskemakker. Jeg kunne have slået ham.’

Problemet med Vibse er, at hun ikke selv ved hvad hun vil. Hun kan bare mærke, at hun har fået nok – så hun tager bilen og kører op til hytten i Sverige for at være lidt alene. Skæbnen vil, at der kommer en voldsom snestorm, strømmen går, hun er bange og desperat – og går ud i snestormen. Her møder hun sin angst og får grædt ud, prøver hvordan det er at fryse og sulte og for alvor være alene – får sat tingene lidt i perspektiv.

Det er en fin lille roman om en kvinde, der prøver at flygte, men hun kan ikke flygte fra sig selv og sine egne tanker og følelser. Og når man ikke selv ved, hvad man vil, kan andre umuligt gøre én tilfreds.

Der er både dramatik og humor i Vibses fortælling – en lille fin bog, som er hurtigt læst.

Lån bogen på biblioteket