Barakkerne – Min danske og tyske barndom i efterkrigstidens Flensborg af Rolf Erbst

Der er udkommet en pæn stak barndomserindringer fra Sydslesvig. Stoffet for sådanne erindringer ligger lige for: Opvæksten i samspillet og spændingsfeltet mellem dansk og tysk er grundlæggende en god fortælling. Især mellemkrigstiden, naziårene og efterkrigstiden byder på masser af skæbner med hver deres individuelle, men også generelle historie.

Det er de færreste skribenter, der er sluppet godt fra deres erindringer rent stilistisk. Rolf Erbst er født i Flensborg i 1946 og bor i dag i Asperup på Fyn. Efter sin realeksamen forlod han byen, kom vidt omkring.

Sjældent har man læst så velskrevne erindringer fra Sydslesvig – hvis overhovedet. Rolf Erbst er ikke blot en sprogets mester. Hans perlerække af erindringsglimt folder sig langsomt ud, så der nedenunder det, der fortælles, ligger lag og horisonter, som appellerer til læserens egen analyse og eftertanke. Rolf Erbst docerer ikke og iscenesætter ikke sig selv, men er den stille betragter. Man lærer ham at kende som en lidt genert og usikker dreng, der har haft det bedst med at holde sig lidt på sidelinjen – og der lod både kammerater og lærere i de danske skoler ham også være. Blandt andet med det resultat, at han de første år af sin skolegang ikke lærte at læse. Han gemte sig et sted nede i klassen og satsede på, at det ikke skulle blive opdaget. Den gik naturligvis ikke i længden, og en dag faldt hammeren.

Men tak skæbne. En kammerat gav ham bogen ”Skatteøen”, som han alene ved at betragte omslaget blev så fascineret af, at han knækkede koden til bogstavernes verden. Og derefter slugte han den ene roman efter den anden. Mest fascineret blev han af John Steinbecks forunderlige verden af daglejere og dagdrivere, der færdedes på bunden af samfundet i en verden, der ikke var så rådden og fordærvet, som den man ofte finder bag nedrullede gardiner i toppen af samfundet.

I dag ville vi nok have kaldt lille Rolf for lidt af en nørd:
”Som en zombie gik jeg rundt mellem hjem og skole. Jeg var en kliché, og andre menneskers forsøg på at række ud efter mig, afviste jeg. Det gik så vidt, at jeg opfattede enhver form for nærhed og tilnærmelse fra andre som en trussel, som jeg for alt i verden måtte undgå. Men værre var det, at jeg i mit indre mistede troen på, at jeg var god nok. Jeg var overbevist om, at min sande personlighed ikke tålte dagens lys; Det var de andre, der var »de rigtige«, og selv havde jeg intet originalt at byde på”, skriver han om sine ungdomsår i barakkerne i Flensborgs udkant.

Livet i barakkerne beskrives også med stor kærlighed. Pladsen var trang; Der var stort set ikke noget at gøre godt med. Mange havde mistet meget, men livet gik videre, og der var klare spilleregler, der blev overholdt. Rolf Erbsts beskrivelser af menneskene i barakkerne er vidunderlige.

Måske er der lidt faktion her og der, men for søren hvor læseren da bare fatter meningen her. Fru Ballmann, Walter, Grevitz, Anna »Numselugter« og Hr. Mehl – vi kommer tæt på dem med ganske få linjer. Her var et mylder af børn og voksne og cykler, og her så den lille Rolf, hvad solidaritet er; For det meste noget, der findes, når mennesker ikke har særlig meget. Barakkerne var en kvindeverden, langt de fleste kvinder var enker, der kæmpede fra morgen til aften for at skaffe mad til deres børn og dem selv. De få mænd, der kom tilbage fra krigen, var ødelagte og sjældent noget forbillede for drengene, der var fulde af energi og livslyst.

Og så var der den danske skole. De lærere, han fattede sympati for, nævner han med navn. De andre forbliver navnløse.
Forfatteren viser både sol og skygge, så han forbliver troværdig og viser format.
Dette er en fremragende bog – og man kan kun håbe, at Rolf Erbst skriver et bind eller to flere. Han har meget på hjerte – og han får det ud til læsernes hjerter.

Lån bogen på bibliotek.dk