Astrids somre af Annegret Friedrichsen

Sydslesvigeren Annegret Friedrichsen har med Astrids somre begået en fin roman med en stille tone. Romanens fortæller er en pige, der i 1960erne vokser op i en sydslesvigsk landsby og i sine sommerferier er feriebarn hos en landmandsfamilie et godt stykke oppe i Jylland.

Vi ser det hele gennem et barns øjne, og forfatteren må derfor holde den svære balance ikke at skrive alt for barnligt og heller ikke alt for voksent. Og den mestrer hun. Barnets synsvinkel er interessant i denne vellykkede fortælling. Barnet ser, fortæller og undres og har sjældent den voksnes fordomme eller fastlåste verdensbillede.

Hovedpersonen Astrid kan mange sydslesvigere spejle sig i, mens mange danskere nord for grænsen med bogen vil kunne forstå Sydslesvig meget bedre. Astrids mor er tysk, og faren er dansksindet sydslesviger. Syd for den streg, der deler det gamle hertugdømme Slesvig, bliver hun betragtet som en dansker – og hun oplever også 1960ernes skarpe fronter i landsdelen, hvor det langtfra var alle tyskere, der så på disse mindretalsdanskere med milde øjne.

Men nord for grænsen bliver hun betragtet som en tysker, der kommer fra et land, som engang har gjort noget meget frygteligt – ugerninger og ulyksaligheder, hun naturligvis ingen aktier har i, men som alligevel bliver en del af hende. Arven er tung. I familien gemmer sig traumer og tabuer fra Anden Verdenskrig. I romanen kommer det næsten sorgløse Danmark til at stå som en kontrast til et Sydslesvig, som fortidens skygge hviler over. Landlivet i Vestjylland idylliseres ikke, for landbrugsmaskinerne er lig med fare, og en kornsilo kan være truende.

Annegret Friedrichsen tegner ikke blot et portræt af et dansksindet miljø syd for grænsen, men viser os også et stykke Danmark, som ikke findes mere. Det nære samfund. Bondegården for 50-60 år siden. Tiden før den rådne banan. En verden af i går.

Det var dengang, at sydslesvigske feriebørn kom på lange sommerferieophold i Danmark hos fremmede værtsfamilier, der åbnede deres døre for børnene. I dag lader den slags sig ikke gøre mere. Der var ikke så megen støj på linjen og så meget, der kunne distrahere dengang. Sammenlignet med i dag var det vel nærmest lidt kedeligt, men sådan kommer det ikke til at fremstå i Annegret Friedrichsens roman. Astrid har en stærk iagttagelsesevne og er en blændende fortæller. Man kan næsten svært ved at skille pigen fra forfatteren, selv om Annegret Friedrichsen betoner, at alle romanpersoners navne, handlinger og ord er frit opfundne.

Annegret Friedrichsen pådutter aldrig læseren noget. Hun overlader meget til læseren selv, og det er noget af det, der er med til at gøre denne roman så stærk og vedkommende – selv om der i virkeligheden ikke sker det helt store. Tiden går, og ting ændrer sig langsomt. Med velkendte hverdagssituationer skaber hun billeder, som vi alle kender eller kan relatere til. 

Til sidst i romanen kommer fortidens dæmoner frem. Farmoren får febervildelse og fortæller noget fra familien, som den følsomme og meget nærværende Astrid aldrig har hørt før. Derfor får romanen en bevægende og intensiv slutning. Under alle almindelighederne, men også ualmindelighederne, har der gemt sig noget, som vi først sent får at vide og derfor er med til at sætte alt det, der indtil da, er fortalt i et helt andet perspektiv. Romanen er skruet sammen med stor omtanke. Der er virkelig kælet for fortællingen, som er en fornøjelse at læse sig igennem – side for side. Må den få et stort publikum.

Lån bogen på biblioteket