0 kommentarer

B.P.R.D. Hell on Earth – Russia af Mike Mignola

af d. 30. januar 2022
Info
 
Sideantal

160

Udgivet

2021

ISBN

9781595829467

Originaltitel

forfatter: John Arcudi; kunstner: Tyler Crook; farvelægger: Dave Stewart; diverse: Clem Robins

 

Hele verden er ved at gå under, og da amerikanerne var de første til at mærke kæmpemonstrene på egen krop, griber russerne efter deres assistance da det begynder at rumle i den russiske undergrund. Zombier vandrer rundt i gaderne, fredelige, nogle arbejder endda på en kirkegård med skovl og trillebør – det virker nærmest morsomt. Man undrer sig og det er et ret godt påfund. Konflikter blusser  op mellem de russiske og amerikanske agenter, kun den russiske kaptajn Iosif er begejstret for amerikanerne og starter straks et samarbejde med Johann Kraus. Og Kraus får hurtigt rodet grundigt op i den russiske skidtstak. Han får uheldigvis genoplivet en kæmpeorm via en besat russer.

Senere må Kraus ned i minerne, som zombierne graver i, for at finde en forsvundet russisk agent. Der finder han et gigantisk tægemonster, som russerne udrydder med en atombombe. Det var så det. Ikke meget kød på den historie, de skift der er til Abe Sapiens komatose i USA bringer intet nyt, heller ikke det lille efterspil hvor Mignola og hans faste manuskriptmakker John Arcudi atter cementerer at Hellboy vitterligt er død. D-Ø-D. At han nedstammede fra Kong Arthur og reddede England ved at ofre sit eget liv. Hvorfor den sløjfe atter skal bindes her er svært at indse, det har intet med affæren i Rusland at gør, og desuden er den pointe blevet hamret ind i flere album med Hellboy. Det korte efterspil er tegnet af Duncan Fegredo, der ikke er krediteret på forsiden. Kan ske Mignola alligevel har følt at det korte intermezzo ikke var en kreditering værd. Man undres.

Måske er albummet her blot en undskyldning for at introducere den russiske kaptajn Iosif. En officer der pludselig vågnede op efter at være død i 30 år. Det har vi hørt før. Både hos Mignola, og hvis vi ser et par tusind år tilbage var der også en anden der genopstod.

Samlet set har albummet ret mange gode idéer, men en fyldig historie er der ikke tale om, snarere blot et mellemspil.

Jeg burde være begejstret for at man har overladt det grafiske til Tyler Crook – ikke at jeg kender Crook, men det er fraværet af Guy Davis der er lidt af en lettelse. Eller burde være en lettelse, for i ekstramaterialet kan man se de skitser både Crook og Davis har lavet til historiens store tægemonster, og Crooks når slet ikke op på sammen klamme niveau som Davis. Crooks streg er mere læsevenlig og gelejder øjet derhen hvor det skal, hvor Davis gnidrede streg kunne være forvirrende og mangle perspektiv, men til gengæld altså præsenterede monstre der vitterligt var klamme.

Lån tegneserien på biblioteket

Bedømmelse
Karakter