313
2015
978 87 02 16650 7
1. udgave
“Sara er forkert.”
Med disse 3 ord indleder en ualmindeligt velskrivende Kirsten Hammann sit nyeste epos, “Alene hjemme”.
Og alene, det er, hvad Sara er. Selv om hun bor sammen med tjekkede Philip og hans to små, søde døtre i en lækker herskabslejlighed på Østerbro, og selv om den smukke, seje overbo, Frederikke, gerne vil være veninde med hende, ja, så er Sara alene.
Alene med sit selvhad, sine mindreværdskomplekser, sin jalousi, sin uselvstændighed, sine tårer, sine fobier, sin indbildte forkerthed. Saras selvlede er patologisk, sygelig. Og smittende: Både hendes omgivelser og læseren begynder at væmmes ved hende. Så tag dig dog sammen, kvindemenneske, få dig et liv!
Sara græder videre, strømme af tårer. Over virkelige og tænkte hændelser. Og hun er hele tiden så træt. Måske fordi frække Frederikke putter sovepiller i de kager, hun hele tiden kommer ned med – måske fordi Frederikke vil have Philip for sig selv? Sara tror det og tror det ikke. Og sover og sover.
Uger og måneder går med gråd, søvn og klynk. 34.000 kroners-rejsen til Bhutan, som Philip forærer hende, for at hun kan tænke på noget andet, er hurtigt glemt. At søge job er håbløst, når hun har så lidt energi. Det eneste, hun kan tænke på og tale om, er, at Philip skal give hende et barn, og jo mere hun italesætter det, jo mindre lyst har han. En ond cirkel.
Kirsten Hammann har ikke selv opfundet begrebet ”selvopfyldende profeti”, men formår her at forfatte en doktorafhandling om det. Med enkelte befriende glimt af barsk humor konstruerer hun en uendeligt trist historie; drøngodt skrevet, flot eksekveret, med overlegen psykologisk indsigt – men enerverende grænsende til det ulidelige. Sara er så endimensionelt ynkelig en person, at man allerede halvvejs glæder sig til aldrig mere at skulle høre hendes ynk og klynk.