Åndeløs af Anne Swärd

Pigen Lo vokser op i en storfamilie som består af Los bedsteforældre, Anna og Aron, deres venner Bjørn og Idun, de to pars børn og så lille Lo. Sammen køber de to familier et hus og Lo vokser op blandt en masse voksne, som alle sammen knuselsker hende. Men da de er så mange om hende er der ikke rigtig nogen der tænker over at tage det endelige ansvar for barnets ve og vel. Som seksårig møder hun den dobbelt så gamle Lukas, som lever alene med sin far. På trods af deres helt forskellige grundvilkår finder de to øjeblikkeligt sammen. De er som to forladte dyreunger, som kommer skævt ind på livet, fordi de ikke har nogen til at guide sig. En fælles rodløshed ender med at binde de to tæt sammen og de bliver hinandens læremestre, bundgarnspæle og redningsveste på én gang.

Midt i det store familiecirkus står Los mor stærk, fjern og lidt utilgængelig. Los forældre sover hver for sig i det store hus og da faderen en dag rejser er der ikke det store udsving at spore hos moderen. Lo aner noget uforløst i hende og tvivlen kradser i om det nogensinde har været Los forsvundne far, moderen elskede forgæves.

Lo får oparbejdet nogle seriøse issues i forhold til at binde sig og da en fremmed inviterer hende med til Stockholm tager hun uden videre med. Væk fra familien, væk fra det kendte, tunge, følelserne for Lukas. Det bliver starten på et strejferliv, som dybest set handler om konstant bevægelse, så man aldrig, aldrig når at slå rod og blive involveret.

Fortællingen om Lo er et sårbart skrift om uforløste liv, skrevet med en meget sanselig hånd. Og selv i flugt bliver Lo aldrig fri. Hendes barn- og ungdoms kærlighed hænger om hende som en brynje hun aldrig får af:

“Altid når jeg rejser i tog, kommer han til mig. Stiger op som gas i hukommelsen. Siver ud selvom jeg forsøger at tape til med søvn eller samtaler. Måske et besøg i spisevognen med et glas vin eller to og en bog, som ellers plejer at få mig til at forsvinde fra denne verden. Jeg ved ikke hvorfra han ved når jeg rejser i tog, men det ved han, og så kommer han. Jernbanen skar direkte mellem vores huse, de endeløse nattog, langsomme godstog dunkende mod morgen. Altid når jeg rejser i tog, minderne, barndommen, bevæger mig bagud gennem somre og vintre, kjolelængder, hårmoder, tyggegummi der har mistet sin smag. jeg klapper bogen i, kan lige så godt lade være med at forsøge at læse nu, himlen brænder i gult og en farve jeg ikke kender navnet på. Jeg rejser væk fra ensomheden ind i ensomheden. Ensomheden er kun en mangel på selskab man er nødt til at vænne sig til, inden den selv bliver til et selskab”.

Lån bogen på bibliotek.dk